Konkursloven §§ 47-51

  1. § 47
    Hæfter flere skyldnere solidarisk, nedsættes fordringshaverens ret til dividende af hele sin fordring i en skyldners bo ikke ved
    1. 1) afdrag fra en medskyldner, som havde ret til at søge det betalte tilbage fra skyldneren,
    2. 2) afdrag, der er dividende fra en medskyldners bo,
    3. 3) afdrag, som fordringshaveren har modtaget fra en medskyldner senere end tre måneder før fristdagen.
  2. Stk. 2.
    Afdragsbetalingen nedsætter dog fordringshaverens ret til dividende i det omfang, medskyldneren hos skyldneren har opnået dækning, som ikke omstødes.
  1. § 48
    Opnår fordringshaveren mere, end han har krav på, fordeles det overskydende mellem skyldnerne eller deres boer efter, hvad der under hensyn til retsforholdet mellem dem skal påhvile hver især. I øvrigt haves intet krav mod boerne.
  1. § 49
    Anmeldes i et bo en fordring og krav på regres fra en medskyldner for samme fordring, beregnes dividenden fælles for begge fordringer. Den regresberettigede kan kun kræve den del af dividenden, som bliver tilbage, efter at den fælles fordringshaver har fået det, som tilkommer ham. Har flere medskyldnere krav på regres, skal overskuddet, efter at fordringshaveren har fået fuld betaling, fordeles mellem dem efter princippet i § 48.
  1. § 50
    Har en medskyldner sikkerhed i skyldnerens ejendom for sit regreskrav, og anmeldes hovedfordringen i boet, nedsættes medskyldnerens ret til at benytte sikkerheden med det beløb, der udbetales fordringshaveren som dividende af den del af hovedfordringen, der svarer til den sikrede del af regresfordringen.
  2. Stk. 2.
    Reglen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, hvor medskyldneren har adgang til fyldestgørelse gennem modregning.
  1. § 51
    En regresberettiget skyldner, som senere end tre måneder før fristdagen har indfriet fordringen, har - indtil han har fået udbetalt det beløb, han kunne have krævet, hvis skyldneren havde været solvent - samme dividenderet i den regrespligtige skyldners bo, som fordringshaveren ville have haft, hvis han ikke havde fået denne betaling.
  2. Stk. 2.
    Har flere skyldnere tilsammen indfriet fordringen, skal den dividende, de kan kræve i de medforpligtedes boer, fordeles mellem dem efter princippet i § 48.