Kommunestyrelsesloven §§ 50a-50d

  1. § 50 a
    Har kommunalbestyrelsen truffet en beslutning, der strider mod lovgivningen, kan Ankestyrelsen sætte beslutningen ud af kraft. Under behandlingen af sagen kan Ankestyrelsen midlertidigt suspendere den pågældende beslutning. Er beslutningen bragt til udførelse, kan den dog kun suspenderes eller sættes ud af kraft, hvis
    1. 1) en part over for Ankestyrelsen skriftligt fremsætter begæring herom,
    2. 2) der ikke efter anden lovgivning er en klageinstans og
    3. 3) væsentlige hensyn, særlig til private interesser, ikke taler herimod.
  2. Stk. 2.
    Stk. 1 gælder tilsvarende for en beslutning truffet af økonomiudvalget, et stående udvalg eller en magistrat, når beslutningen ikke kan indbringes for kommunalbestyrelsen. Stk. 1 gælder tilsvarende for en beslutning truffet af kommunalbestyrelsens formand efter § 31, stk. 1. Stk. 1 gælder tilsvarende for en beslutning truffet af en formand for økonomiudvalget eller et stående udvalg efter § 22, stk. 2, når beslutningen ikke kan indbringes for kommunalbestyrelsen. Stk. 1 gælder endvidere tilsvarende for en beslutning truffet af styrelsesorganet for et kommunalt fællesskab, jf. § 60.
  1. § 50 b
    Undlader kommunalbestyrelsen at udføre en foranstaltning, som den efter lovgivningen har pligt til at udføre, kan Ankestyrelsen pålægge de medlemmer af kommunalbestyrelsen, som er ansvarlige for undladelsen, tvangsbøder.
  2. Stk. 2.
    Et medlem kan ikke unddrage sig ansvar ved at undlade at stemme.
  3. Stk. 3.
    Stk. 1 og 2 gælder tilsvarende for medlemmer af økonomiudvalget, et stående udvalg og en magistrat i sager, der ikke kan indbringes for kommunalbestyrelsen. Stk. 1 gælder tilsvarende for kommunalbestyrelsens formand i sager, hvor formanden undlader at indkalde medlemmerne af kommunalbestyrelsen til kommunalbestyrelsens ordinære og ekstraordinære møder, jf. § 8, stk. 1 og 2. Stk. 1 gælder tilsvarende for kommunalbestyrelsens formand i sager, hvor formanden undlader at give medlemmet henholdsvis stedfortræderen og de øvrige medlemmer af kommunalbestyrelsen skriftlig meddelelse om, at medlemmet henholdsvis stedfortræderen ikke er valgbar på grund af straf eller har mistet sin valgbarhed på grund af straf, jf. § 101, stk. 3, 8 og 9, i lov om kommunale og regionale valg. Stk. 1 og 2 gælder tilsvarende for medlemmer af styrelsesorganet for et kommunalt fællesskab, jf. § 60.
  1. § 50 c
    Ankestyrelsen kan anlægge erstatningssag mod et kommunalbestyrelsesmedlem, som er ansvarligt for, at kommunen er påført et tab.
  2. Stk. 2.
    Et medlem kan ikke unddrage sig ansvar ved at undlade at stemme.
  3. Stk. 3.
    Hvis et kommunalbestyrelsesmedlem under en erstatningssag efter stk. 1 findes erstatningsansvarligt for et tab, som den pågældende under udførelsen af sit hverv har påført kommunen, kan erstatningen nedsættes eller helt bortfalde, i det omfang det findes rimeligt under hensyn til den udviste skyld, skadens størrelse og omstændighederne i øvrigt.
  4. Stk. 4.
    Stk. 1-3 gælder tilsvarende for medlemmer af økonomiudvalget, et stående udvalg og en magistrat. Stk. 1 og 3 gælder tilsvarende for kommunalbestyrelsens formand, for så vidt angår beslutninger truffet efter § 31, stk. 1. Stk. 1 og 3 gælder tilsvarende for en formand for økonomiudvalget eller et stående udvalg, for så vidt angår beslutninger truffet efter § 22, stk. 2. Stk. 1-3 gælder tilsvarende for medlemmer af styrelsesorganet for et kommunalt fællesskab, jf. § 60.
  1. § 50 d
    Ankestyrelsen kan frafalde sagsanlæg efter § 50 c mod, at den pågældende inden en fastsat frist indbetaler et nærmere angivet beløb til kommunen henholdsvis det kommunale fællesskab. Ved beløbets fastsættelse kan der tages hensyn til den udviste skyld, skadens størrelse og omstændighederne i øvrigt. Hvis den pågældende indvilliger i at betale beløbet og indbetaler dette inden den fastsatte frist, kan der ikke fremsættes yderligere erstatningskrav mod den pågældende.