Kildeskatteloven §§ 84-86
§ 84
Den indeholdelsespligtige skal skriftligt eller ved andet læsbart medie holde modtageren af A-indkomst og arbejdsmarkedsbidragspligtig indkomst underrettet om indeholdelserne efter denne lov. Et pensionsinstitut m.v., der indeholder arbejdsmarkedsbidrag efter § 49 D, underretter for hvert kalenderår den bidragspligtige om størrelsen af arbejdsmarkedsbidraget. Skatteministeren fastsætter nærmere regler om underretning efter 1. og 2. pkt.
Stk. 2.
Vægrer den indeholdelsespligtige sig ved at give den i stk. 1 nævnte underretning til modtageren, kan denne ved henvendelse til told- og skatteforvaltningen begære, at underretningen søges tilvejebragt ved told- og skatteforvaltningens mellemkomst. Underretningen kan fremtvinges ved pålæg af daglige bøder, der fastsættes af told- og skatteforvaltningen.
Stk. 3.
Skatteministeren bestemmer, hvor lang tid de indeholdelsespligtige skal opbevare de for underretningen fornødne bilag m.v.
§ 85
Told- og skatteforvaltningen fører registre over de indeholdelsespligtige.
Stk. 2.
Enhver, der er indeholdelsespligtig efter afsnit V og VI, skal inden 8 dage give told- og skatteforvaltningen meddelelse om
- a) indtræden af indeholdelsespligt,
- b) ændringer, herunder ophør af indeholdelsespligt, og
- c) tilgang og afgang af modtagere af A-indkomst samt arbejdsmarkedsbidragspligtig indkomst.
Stk. 3.
Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om registrene efter stk. 1 og om indsendelse af oplysninger hertil, herunder kan pligten efter stk. 2, nr. 3, lempes.
Stk. 4.
Told- og skatteforvaltningen kan give den indeholdelsespligtige et påbud om at efterleve de i stk. 2 fastsatte bestemmelser om at indgive meddelelser. Told- og skatteforvaltningen kan pålægge den indeholdelsespligtige daglige bøder efter § 87, indtil påbuddet efterleves.
Stk. 5.
Påbuddet skal indeholde en henvisning til den relevante bestemmelse og en anvisning af, hvilke konkrete handlinger eller foranstaltninger virksomheden skal gennemføre for at overholde den pågældende bestemmelse. Påbuddet gives skriftligt, og det skal fremgå heraf, at hvis påbuddet ikke efterleves inden for den angivne frist, kan modtageren heraf pålægges daglige bøder, indtil påbuddet efterleves.
§ 86
Told- og skatteforvaltningen forestår kontrollen med, at de indeholdelsespligtige overholder de pligter, de som indeholdelsespligtige er pålagt efter denne eller andre skattelove (arbejdsgiverkontrollen), og fastsætter de nærmere retningslinjer for kontrollens udførelse.
Stk. 2.
Hvis det skønnes nødvendigt, har told- og skatteforvaltningen til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til hos de indeholdelsespligtige på stedet at gennemgå alt regnskabsmateriale og herunder at få forevist dokumenter af betydning for kontrollen. Adgangen til kontrol efter 1. pkt. omfatter alle indeholdelsespligtige, uanset om disse fører et egentligt regnskab eller ej. Adgangen til kontrol efter 1. pkt. omfatter også arbejdssteder uden for den indeholdelsespligtiges lokaler, herunder transportmidler, der anvendes erhvervsmæssigt. I det omfang oplysningerne er registreret elektronisk, omfatter told- og skatteforvaltningens adgang også en elektronisk adgang hertil. Ejeren og de hos denne ansatte skal yde told- og skatteforvaltningen fornøden vejledning og hjælp ved kontrollen. Enhver indeholdelsespligtig, der fører regnskab, skal, hvad enten den pågældende ifølge lovgivningen er regnskabspligtig eller ej, på begæring af told- og skatteforvaltningen indsende sit regnskabsmateriale med bilag. Kontrol efter 1. pkt. kan dog ikke gennemføres på en ejendom, der tjener til privatbolig eller fritidsbolig.
Stk. 3.
Adgangen til eftersyn, fremlæggelse af dokumenter og indsendelsen af regnskabsmateriale med bilag kan gennemtvinges ved daglige bøder, der fastsættes af told- og skatteforvaltningen. Der kan pålægges daglige bøder, når Skatteforvaltningen har givet et pålæg om, at adgangen til eftersyn, fremlæggelsen af dokumenter og indsendelsen af regnskabsmateriale med bilag skal ske inden en fastsat frist, og fristen overskrides. De daglige bøder kan gives, indtil pålægget efterkommes eller der udstedes et bødeforelæg for overtrædelse af § 75 A, stk. 1 eller 2, som følge af at pålægget ikke efterkommes.
Stk. 4.
Told- og skatteforvaltningen kan hos modtagere af A-indkomst og af arbejdsmarkedsbidragspligtig indkomst indhente oplysninger til brug ved kontrollen af indeholdelserne. Personer, der ved kontrollen skønnes at udføre beskæftigelse hos den indeholdelsespligtige, har pligt til at oplyse navn, adresse, fødselsdato, om der består et ansættelsesforhold, og, hvor dette er tilfældet, ansættelsesperiode og løn- og ansættelsesvilkår. På forlangende skal personer, der ved kontrollen skønnes at udføre beskæftigelse på en arbejdsplads, oplyse deres cpr-nummer og forevise gyldig legitimation.
Stk. 5.
Med henblik på kontrol af indeholdelsespligten efter denne og andre skattelove (arbejdsgiverkontrollen) har told- og skatteforvaltningen, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til arbejdssteder, hvor det skønnes at der udføres lønnet arbejde for en arbejdsgiver. Personer, der ved kontrol som nævnt i 1. pkt. skønnes at udføre beskæftigelse hos den pågældende arbejdsgiver, har pligt til at oplyse navn, adresse, fødselsdato, om der består et ansættelsesforhold, og, hvor dette er tilfældet, ansættelsesperiode og løn- og ansættelsesvilkår. Kontrol som nævnt i 1. pkt., kan dog ikke gennemføres på en ejendom, der alene tjener til privatbolig eller fritidsbolig.
Stk. 6.
Politiet yder told- og skatteforvaltningen bistand til gennemførelsen af kontrollen efter stk. 2, 1. pkt., og stk. 5. Justitsministeren kan efter forhandling med skatteministeren fastsætte nærmere regler herom.