Kildeskatteloven §§ 50-53
§ 50
Må det forventes, at den skattepligtige skal svare foreløbig skat af B-indkomst, men ikke af A-indkomst, opkræves den foreløbige skat ved skattebillet. For selvstændigt erhvervsdrivende og for personer, for hvem told- og skatteforvaltningen opgør grundlaget for arbejdsmarkedsbidraget og bidragets størrelse efter § 49 B, stk. 2, opkræves det foreløbige arbejdsmarkedsbidrag ved skattebillet. Den foreløbige skat af B-indkomst beregnes af den forventede B-indkomst nedsat med de fradrag, der må forventes at ville tilkomme den skattepligtige ved den endelige indkomstopgørelse og skatteberegning for det pågældende indkomstår. Tilsvarende beregnes det foreløbige arbejdsmarkedsbidrag, som det må forventes skal tilsvares ved den endelige indkomstopgørelse og skatteberegning for det pågældende år.
Stk. 2.
Skatteministeren kan fastsætte regler om beregning af den foreløbige skat af B-indkomst og det foreløbige arbejdsmarkedsbidrag efter stk. 1.
§ 51
Må det forventes, at den skattepligtige både skal have indeholdt A-skat eller arbejdsmarkedsbidrag og samtidig skal betale B-skat eller foreløbigt arbejdsmarkedsbidrag i henhold til skattebillet, bestemmer told- og skatteforvaltningen, i hvilket omfang den foreløbige skat skal opkræves ved indeholdelse og ved skattebillet. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler herom.
§ 51 A
Må det forventes, at den skattepligtige vil erhverve aktieudbytte m.v., hvori der indeholdes udbytteskat efter afsnit VI, tages der ved fastsættelsen af grundlaget for opkrævning af A-skat eller B-skat hensyn hertil, således at den samlede foreløbige skat så vidt muligt kommer til at svare til den forventede slutskat. Selv om den skattepligtige ikke i øvrigt skal svare B-skat, kan et eventuelt yderligere beløb af foreløbig skat opkræves ved skattebillet.
Stk. 2.
Stk. 1, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse, når det må forventes, at den skattepligtige vil foretage indskud eller hæve på en virksomheds konto for opsparet overskud, jf. virksomhedsskattelovens § 10, stk. 2-3, og § 13, stk. 1.
§ 52
Hvor der ifølge foranstående bestemmelser skal tages hensyn til den skattepligtiges forventede indkomstforhold og forventet skat efter ejendomsskattelovens kapitel 1-3, fastsættes disse, for så vidt andet ikke følger af bestemmelserne i §§ 53 og 54, i overensstemmelse med de oplysninger om den skattepligtiges indkomstforhold, som følger af
- 1) årsopgørelsen for det andet indkomstår forud for det indkomstår, forskudsopgørelsen vedrører,
- 2) ændringer af forskudsopgørelsen for indkomståret forud for det indkomstår, forskudsopgørelsen vedrører,
- 3) løbende oplysninger fra indberetningspligtige efter skatteindberetningsloven for året forud for det indkomstår, forskudsopgørelsen vedrører, og
- 4) oplysninger fra indkomstregisteret og andre registre, som told- og skatteforvaltningen modtager oplysninger fra, for året forud for det indkomstår, som forskudsopgørelsen vedrører.
Stk. 2.
Oplysningerne i stk. 1, nr. 1-4, skal foreligge senest den 1. september i året forud for indkomståret, for at de kan indgå i grundlaget for fastsættelsen af forskudsskatten, jf. dog § 53, stk. 2. De seneste ændringer af oplysningerne lægges til grund. Oplysningerne omfattet af stk. 1, nr. 2, lægges dog til grund, uanset om der er senere ændringer af oplysninger omfattet af stk. 1, nr. 1, 3 eller 4.
Stk. 3.
Antages det, at den skattepligtige skal betale ejendomsværdiskat og grundskyld som nævnt i ejendomsskattelovens § 31, stk. 1, fastsættes ejendomsværdiskatten og grundskylden under hensyn til den forventede ejendomsværdiskat og grundskyld.
Stk. 4.
Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om forskudsregistreringen efter stk. 1-3 og fastsætte regler om, hvilke nærmere oplysninger som efter stk. 1, nr. 3 og 4, skal indgå i grundlaget for fastsættelsen af forskudsskatten, og om underretning af den skattepligtige om disse oplysninger.
Stk. 5.
Er der ikke tidligere foretaget en skatteansættelse eller fastsat et grundlag for forskudsskatten for den skattepligtige, skal denne over for told- og skatteforvaltningen redegøre for sine forventede indkomstforhold m.v. Det beror på et skøn fra told- og skatteforvaltningen, i hvilket omfang oplysningerne i redegørelsen skal lægges til grund for fastsættelsen af forskudsskatten. Skatteministeren kan give nærmere regler om redegørelsens form og fastsætte en frist for dens indgivelse. Indgives redegørelsen ikke rettidigt, kan den søges fremtvunget ved pålæg af daglige bøder, der fastsættes af told- og skatteforvaltningen.
§ 53
Antager den skattepligtige, at vedkommendes indkomstforhold i indkomståret vil afvige væsentligt fra grundlaget for forskudsskatten som fastsat efter § 52, stk. 1-4, kan den skattepligtige anmode told- og skatteforvaltningen om, at grundlaget fastsættes under hensyn hertil. I det omfang told- og skatteforvaltningen finder den skattepligtiges oplysninger i anmodningen tilstrækkelig sandsynliggjort, lægges anmodningen til grund ved fastsættelsen af forskudsskatten.
Stk. 2.
I øvrigt kan told- og skatteforvaltningen fastsætte grundlaget for forskudsskatten efter anslåede forventede indkomstforhold m.v., når forvaltningen efter foreliggende oplysninger finder nærliggende grund til at antage, at den skattepligtiges indkomstforhold i indkomståret vil afvige fra grundlaget efter § 52, stk. 1-4. Den skattepligtige underrettes samtidig med modtagelsen af forskudsopgørelsen om baggrunden for afvigelsen af grundlaget. Har den skattepligtige forinden modtaget underretning om forskudsskatten efter de regler, som skatteministeren kan fastsætte efter § 52, stk. 4, finder stk. 5 tilsvarende anvendelse.
Stk. 3.
I løbet af den periode, hvori skattekortene, bikortene og skattebilletterne skal benyttes, kan den skattepligtige under de betingelser, som er nævnt i stk. 1, anmode told- og skatteforvaltningen om at få grundlaget for forskudsskatten ændret med virkning for den fremtidige skattebetaling. I løbet af den nævnte periode kan told- og skatteforvaltningen tilsvarende under de betingelser, som er nævnt i stk. 2, ændre grundlaget for forskudsskatten efter § 52 eller stk. 2, hvis ændringen overstiger en fastsat grænse, jf. stk. 4.
Stk. 4.
Skatteministeren fastsætter nærmere regler om, at ændring efter stk. 3, 2. pkt., kan ske, hvis ændringen overstiger visse grænser.
Stk. 5.
Told- og skatteforvaltningen skal underrette den skattepligtige om en påtænkt ændring af grundlaget for forskudsskatten og om baggrunden herfor. Den skattepligtige skal samtidig underrettes om, at ændringen vil blive gennemført som varslet, medmindre den pågældende over for told- og skatteforvaltningen fremkommer med en begrundet udtalelse imod ændringen inden for en nærmere angivet frist, der ikke uden den pågældendes samtykke kan være mindre end 15 dage regnet fra dateringen af underretningen. Har den skattepligtige ikke udtalt sig inden fristens udløb, gennemføres ændringen som varslet uden yderligere underretning.
Stk. 6.
Til brug ved afgørelser efter stk. 2 og stk. 3 kan told- og skatteforvaltningen afkræve den skattepligtige en redegørelse efter tilsvarende regler som anført i § 52, stk. 5.