Lov om godtgørelse og tilskud til befordring ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse §§ 5-10

  1. § 5
    Personer omfattet af § 2, stk. 1, kan ved deltagelse i uddannelse, der er omfattet af regler fastsat i medfør af § 4, opnå godtgørelse for det tab af indtægt, som deres deltagelse i uddannelsen medfører.
  2. Stk. 2.
    Godtgørelse efter stk. 1 udgør pr. uge højst et beløb svarende til 100 pct. af fem gange beløbet for 1 dag, jf. § 47, stk. 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Godtgørelsen ydes pr. arbejdstime med tab af arbejdsindtægt på grund af deltagelse i uddannelse og beregnes på grundlag af en normeret ugentlig arbejdstid og et beløb svarende til dagpengenes højeste beløb for 1 dag, jf. § 47, stk. 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., ganget med fem. Der kan højst ydes godtgørelse for det antal timer, som inden for det pågældende område svarer til fuldtidsarbejde.
  3. Stk. 3.
    Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at der ikke kan udbetales godtgørelse efter stk. 1 til en deltager, der har deltaget i den samme uddannelse flere gange med godtgørelse inden for det samme kalenderår. Endvidere kan undervisningsministeren fastsætte en øvre grænse for det antal uger beregnet på grundlag af en normeret ugentlig arbejdstid, jf. stk. 2, for hvilke der kan udbetales godtgørelse til den enkelte deltager inden for det samme kalenderår.
  4. Stk. 4.
    Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om godtgørelse efter stk. 2, herunder regler om, i hvilket omfang der kan ydes godtgørelse til deltidsbeskæftigede deltagere i uddannelse.
  1. § 6
    Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at godtgørelsen efter § 5 ved deltagelse i enkelte uddannelsesaktiviteter, grupper af uddannelsesaktiviteter eller uddannelsesaktiviteter tilrettelagt under bestemte former enten bortfalder eller nedsættes således, at der ved beregningen tages udgangspunkt i et mindre beløb end nævnt i § 5, stk. 2.
  1. § 7
    Når arbejdsgivere betaler sædvanlig løn til deltagere under uddannelse, der berettiger til godtgørelse, indtræder arbejdsgiveren i deltagerens ret til godtgørelse. Godtgørelsesbeløbet til arbejdsgiveren svarer til den godtgørelse, som deltageren kunne have fået udbetalt. Beløbet kan dog højst svare til lønudgiften under uddannelsen m.v. Overstiger godtgørelsesbeløbet lønnen, udbetales differencen til deltageren.
  2. Stk. 2.
    Undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at der ikke kan ske udbetaling af godtgørelse til arbejdsgivere, jf. stk. 1, før det er konstateret, at der er sket lovpligtig indberetning til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister, af lønoplysninger for den periode, hvori uddannelsen har fundet sted.
  3. Stk. 3.
    Styrelsen for Undervisning og Kvalitet kan til brug for administrationen af godtgørelse og tilskud til befordring få terminaladgang til de nødvendige oplysninger i indkomstregisteret. Tilsvarende gælder for arbejdsløshedskasserne, dog kun for så vidt angår oplysninger om arbejdsløshedskassens egne medlemmer. Oplysningerne er undergivet tavshedspligt i arbejdsløshedskasserne. Straffelovens §§ 152 og 152 c-152 f finder anvendelse.
  1. § 8
    Personer omfattet af § 2, stk. 1, kan ved deltagelse i uddannelse, der er omfattet af regler fastsat i medfør af § 4, opnå tilskud til befordring, jf. dog stk. 2.
  2. Stk. 2.
    Der kan ikke opnås tilskud til befordring, hvis uddannelsen foregår på den virksomhed, hvor deltageren er ansat.
  3. Stk. 3.
    Tilskud til befordring kan udbetales til en arbejdsgiver, hvis denne er forpligtet til enten at udbetale et beløb, der mindst svarer til det befordringstilskud, som lønmodtageren ellers kunne have fået udbetalt, eller til at afholde alle udgifter til lønmodtagerens befordring i forbindelse med uddannelsen. Det er en betingelse, at lønmodtageren har godkendt, at udbetaling af tilskud til befordring sker til arbejdsgiveren.
  4. Stk. 4.
    Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om tilskud til befordring, herunder om, at der ikke kan opnås tilskud til befordring, hvis der ikke kan opnås godtgørelse, jf. § 5. Undervisningsministeren kan desuden fastsætte en bagatelgrænse for udbetaling af tilskud til befordring.
  1. § 9
    Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at tilskud til befordring ved deltagelse i enkelte uddannelsesaktiviteter, grupper af uddannelsesaktiviteter eller uddannelsesaktiviteter tilrettelagt under bestemte former bortfalder eller nedsættes.
  1. § 10
    En person, der er omfattet af lovligt varslet strejke, lockout eller blokade (lovlig konflikt), kan ikke opnå godtgørelse eller tilskud til befordring efter denne lov, så længe konflikten varer.
  2. Stk. 2.
    En person, der forud for den lovligt varslede strejke, lockout eller blokade er begyndt på uddannelse, der er omfattet af regler fastsat i medfør af § 4, og som deltager heri, når konflikten bryder ud, kan bevare godtgørelse og tilskud til befordring, som den pågældende har opnået forud for konfliktens start.