Gødskningsloven §§ 10-14

  1. § 10
    En planperiode udgør perioden fra den 1. august til den 31. juli. Dyrkes afgrøder, der skal tilføres kvælstof eller fosfor efter den 31. juli, men inden den 30. september, og som skal høstes eller afgræsses inden den 31. december, forlænges planperioden til den 30. september.
  1. § 11
    Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan for regler fastsat i medfør af denne lov fastsætte regler om, at lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) ikke finder anvendelse, i det omfang der er tale om projekter eller dele af projekter, der er omfattet af lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. og regler fastsat i medfør heraf.
  1. § 12
    I planperioden må en virksomheds forbrug af kvælstof til gødningsformål, jf. §§ 18, 19 og 21-30 og regler fastsat i medfør heraf, ikke overstige virksomhedens samlede kvote for kvælstof, jf. §§ 13-17 og regler fastsat i medfør heraf.
  1. § 13
    For planperioden skal en virksomheds samlede kvote for kvælstof beregnes som summen af kvoterne for de enkelte marker i virksomheden. For hver enkelt mark beregnes kvoten på grundlag af markens størrelse, afgrøde, forfrugten og afgrødens kvælstofnorm i det pågældende klimaområde og jordbundstype.
  2. Stk. 2.
    Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter regler om, hvordan markens størrelse og afgrøde fastsættes, og om beregning af kvoten efter stk. 1.
  3. Stk. 3.
    Ministeren fastsætter kvælstofnormer og standardudbytter for afgrøder.
  4. Stk. 4.
    Ministeren kan fastsætte regler om kriterier, betingelser og dokumentationskrav for anvendelse af visse kvælstofnormer.
  5. Stk. 5.
    Ministeren kan fastsætte andre kvælstofnormer for afgrøder for virksomheder, der driver gartneri, planteskoler, dyrkning af frugt og bær eller skovbrug. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om beregning af disse virksomheders samlede kvote for kvælstof.
  6. Stk. 6.
    Ministeren fastsætter jordbundstyper og udarbejder og vedligeholder et kort over disse.
  1. § 14
    Ønsker en virksomhed at fravige den jordbundstype, der fremgår af det kort, der nævnes i § 13, stk. 6, skal virksomheden for egen regning foretage prøveudtagning og analyser af jordbundstypen på virksomhedens arealer. Giver resultatet af prøveudtagningen og analysen anledning til anvendelse af en anden jordbundstype end den jordbundstype, der fremgår af det kort, der nævnes i § 13, stk. 6, kan virksomheden vælge at anvende denne jordbundstype.
  2. Stk. 2.
    Resultatet af prøveudtagningen og analysen af jordbundstypen skal kunne fremvises ved kontrol.
  3. Stk. 3.
    Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om prøveudtagning, analyser af jordbundstype, gyldighed af jordprøver og dokumentation for anvendelse af en anden jordbundstype end den jordbundstype, der fremgår af det kort, der nævnes i § 13, stk. 6.