Folketingsvalgloven §§ 110-119

  1. § 110
    Et folketingsmedlem er berettiget til egenpension, når medlemmet i én eller flere perioder har været medlem af Folketinget i mindst 1 år. Pensionen ydes fra udløbet af det tidsrum, for hvilket der er udbetalt grundvederlag, såfremt den pågældende på dette tidspunkt har nået folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, og ellers fra den dag, da medlemmet opnår denne alder. I ganske særlige tilfælde, hvor den pågældendes helbredsmæssige, økonomiske eller sociale forhold i øvrigt taler derfor, kan der dog ved beslutning af Folketingets præsidium bevilges et tidligere medlem, der ikke har nået folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, en pension, hvis størrelse fastsættes i det enkelte tilfælde. Til brug for beslutninger efter 3. pkt. kan Folketingets formand indhente en udtalelse fra Nævnet for Helbredsbedømmelser i Tjenestemandssager om det tidligere medlems tab af erhvervsevne på grund af helbredsmæssige forhold. Udvalget for Forretningsordenen kan fastsætte regler om kriterier for bevilling af pension efter 3. pkt.
  2. Stk. 2.
    Den højeste egenpension opnås ved 20 års medlemstid og udgør 57 pct. af den til enhver tid gældende løn på skalatrin 51 (lønskalaen for statstjenestemænd) før fradrag af arbejdsmarkedsbidraget på tidspunktet for pensioneringen. De enkelte medlemsalderår indgår i beregningsprocenten således, at 1.-9. medlemsår indgår med hver 3,25 procentpoint, at 10.-17. medlemsår indgår med hver 2,80 procentpoint, at 18.-19. medlemsår indgår med hver 1,80 procentpoint, og at det 20. medlemsår indgår med 1,75 procentpoint. De for tjenestemænd gældende regler om beregning af fratrædelsesgodtgørelse finder tilsvarende anvendelse.
  3. Stk. 3.
    Et tidligere folketingsmedlem kan vælge at få egenpensionen efter stk. 1 og 2 udbetalt før folkepensionsalderen, dog tidligst fra vedkommendes pensionsudbetalingsalder, jf. pensionsbeskatningslovens § 1 a. Der ydes i så fald, indtil den pågældende når folkepensionsalderen, et tillæg, der for hvert medlemsår udgør en tyvendedel af det i tjenestemandspensionslovens § 6, stk. 3, til enhver tid gældende tillæg. Ved udbetaling mindre end 2 år efter pensionsudbetalingsalderen udgør tillægget dog kun det halve heraf. Endvidere fratrækkes varigt et førtidspensionsfradrag, jf. stk. 4.
  4. Stk. 4.
    Førtidspensionsfradraget udgør følgende procentandele af pensionen efter stk. 3, 1. og 2. pkt., jf. stk. 1 og 2:
    1. 1) Ved udbetaling under 1 år efter pensionsudbetalingsalderen 17 pct.
    2. 2) Ved udbetaling fra 1 år indtil 2 år efter pensionsudbetalingsalderen 14 pct.
    3. 3) Ved udbetaling fra 2 år indtil 3 år efter pensionsudbetalingsalderen 6 pct.
    4. 4) Ved udbetaling fra 3 år indtil 4 år efter pensionsudbetalingsalderen 5 pct.
    5. 5) Ved udbetaling fra 4 år indtil 5 år efter pensionsudbetalingsalderen 4 pct.
    6. 6) Ved udbetaling fra 5 år indtil 6 år efter pensionsudbetalingsalderen 3 pct.
    7. 7) Ved udbetaling fra 6 år indtil 7 år efter pensionsudbetalingsalderen 1 pct.
  5. Stk. 5.
    Et pensioneret folketingsmedlem, der på ny bliver medlem af Folketinget, oppebærer ikke pension i den periode, for hvilken der udbetales grundvederlag. Pension kan ej heller oppebæres i perioder, hvori den pågældende oppebærer vederlag for medlemskab af Europa-Parlamentet.
  1. § 111
    Ægtefællen efter et folketingsmedlem, der afgår ved døden efter i én eller flere perioder at have været medlem af Folketinget i mindst 1 år, har, uanset om folketingsmedlemmet ved sin død var pensionsberettiget, og uanset om den pågældende på dette tidspunkt var ophørt at være medlem af Folketinget, ret til ægtefællepension, såfremt ægteskabet blev indgået,
    1. 1) før det afdøde folketingsmedlem var fyldt 65 år, og
    2. 2) før afdødes medlemskab var ophørt, og
    3. 3) mindst 3 måneder før dødsfaldet.
  2. Stk. 2.
    Stk. 1, nr. 3, finder ikke anvendelse, hvis dødsfaldet skyldes et ulykkestilfælde eller en akut infektionssygdom indtruffet efter ægteskabets indgåelse.
  3. Stk. 3.
    Ægtefællepension udgør 71 pct. af egenpensionen beregnet efter § 110, stk. 2.
  4. Stk. 4.
    Til ægtefællepensionister ydes, indtil den pågældende når folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, et tillæg, der for hvert medlemsår udgør 1/20 af det i tjenestemandspensionslovens § 6, stk. 3, til enhver tid gældende tillæg.
  5. Stk. 5.
    Såfremt den afdøde ægtefælles alder efter fradrag af det antal år, ægteskabet har varet, overstiger den længstlevende ægtefælles alder ved førstafdødes død med mere end 10 år, nedsættes ægtefællepensionen efter stk. 2 med 2 pct. for hvert år, forskellen overstiger 10 år.
  6. Stk. 6.
    Ægtefællepensionen ydes, når ægtefællen fremsætter anmodning derom. Såfremt anmodningen er modtaget inden 3 måneder fra dødsfaldet, ydes pensionen fra dagen efter dette og ellers fra den 1. i den efter ansøgningens modtagelse følgende måned. Pensionen kan dog tidligst ydes fra dagen efter den sidste dag, for hvilken der er eller vil blive udbetalt grundvederlag eller efterindtægt.
  7. Stk. 7.
    Retten til ægtefællepension berøres ikke af, at separation har fundet sted. Med hensyn til bevarelse af retten til ægtefællepension i tilfælde af skilsmisse finder de for statens tjenestemænd gældende regler tilsvarende anvendelse.
  8. Stk. 8.
    Såfremt et folketingsmedlems efterlevende ægtefælle efter foranstående regler er berettiget til mere end én ægtefællepension fra Folketinget, sker der kun udbetaling af den ægtefællepension, der er størst.
  1. § 112
    Bestemmelserne i loven om tjenestemandspension § 8, jf. § 2, stk. 2, og § 12, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse for egenpensioner og ægtefællepensioner i henhold til nærværende lov. For ægtefællepension gælder dog bestemmelsen i nærværende lovs § 111, stk. 5.
  1. § 113
    Med hensyn til børnepensionstillæg og børnepension finder bestemmelserne i kapitel 4 i loven om tjenestemandspension tilsvarende anvendelse. Børnepensionstillæg eller børnepensioner ydes dog ikke efter nærværende lov i det omfang, sådanne pensionsbeløb kommer til udbetaling på grundlag af et folketingsmedlems ansættelse i statstjenestemandsstilling eller anden stilling af den i § 118, stk. 3, nævnte art.
  1. § 114
    Ved beregningen af de i §§ 110-113 omhandlede pensioner m.v. sidestilles medlemsperioder i Europa-Parlamentet med medlemsperioder i Folketinget, dog således at perioder, hvori den pågældende samtidig har været medlem af Folketinget og af Europa-Parlamentet, kun medregnes én gang. Pensionen beregnes og udbetales af Folketinget, såfremt den pågældendes medlemstid i Folketinget er længere end medlemstiden i Europa-Parlamentet, og ellers af Finansministeriet, jf. lov om vederlag og pension m.v. for de danske medlemmer af Europa-Parlamentet.
  1. § 115
    Med hensyn til efterindtægt finder bestemmelserne i kapitel 6 i loven om tjenestemandspension tilsvarende anvendelse, dog således at det i § 108, stk. 2, nævnte grundvederlag træder i stedet for den i tjenestemandspensionslovens kapitel 6 omtalte lønning og lønningsindtægt.
  1. § 116
    Bestemmelserne om regulering af pensioner og efterindtægt i § 27, stk. 1, 1. pkt., og § 27 a i loven om tjenestemandspension finder tilsvarende anvendelse ved regulering af pensioner og efterindtægt i henhold til nærværende lov.
  1. § 117
    (Ophævet)
  1. § 118
    De i lovgivningen eller i særlige vedtægter indeholdte bestemmelser om, at en tjenestemand ikke kan indtage anden med pensionsret forbunden stilling, er ikke til hinder for, at en tjenestemand med bevarelse af sin tjenestemandsstilling opnår pensionsret som folketingsmedlem.
  2. Stk. 2.
    Egenpension og ægtefællepension i henhold til nærværende lov udbetales med de i stk. 3 og 4 nævnte begrænsninger, uanset om der i øvrigt tilkommer den pågældende løn eller pension fra statskassen, og skal være uden indflydelse på retten til at oppebære sådan løn eller pension. Det samme gælder, såfremt den pågældende oppebærer løn eller pension fra en stilling i folkeskolen eller folkekirken eller fra en stilling i en kommune, et koncessioneret selskab, anden offentlig virksomhed eller fra en statsunderstøttet pensionskasse.
  3. Stk. 3.
    Tilkommer der et folketingsmedlem egenpension fra en statstjenestemandsstilling eller fra en stilling i folkeskolen, folkekirken, en kommune, et koncessioneret selskab, anden offentlig virksomhed eller fra en statsunderstøttet pensionskasse, kan den samlede egenpension, der herefter ville tilkomme den pågældende, ikke overstige den højeste egenpension, der kan opnås i henhold til lov om tjenestemandspension, og egenpensionen fra Folketinget nedsættes i så fald med det overskydende beløb. Det samme gælder pension, der udbetales af Europa-Parlamentet til et tidligere medlem af dette. Tilkommer der et pensioneret folketingsmedlem løn fra en stilling, der berettiger til pension som angivet i 1. pkt., kan den samlede løn og pension ikke overstige den højeste pensionsgivende tjenestemandsløn, og pensionen fra Folketinget nedsættes i så fald som angivet i 1. pkt., dog således at lønnen træder i stedet for pensionen ved beregningen.
  4. Stk. 4.
    Såfremt en efterlevende ægtefælle efter et folketingsmedlem har krav på ægtefællepension hidrørende fra afdødes ansættelse i en statstjenestemandsstilling eller i en stilling i folkeskolen, folkekirken, anden offentlig virksomhed eller fra en statsunderstøttet pensionskasse, kan den samlede ægtefællepension, der herefter vil tilkomme den pågældende, ikke overstige den højeste ægtefællepension, der kan opnås i henhold til lov om tjenestemandspension, og ægtefællepensionen fra Folketinget nedsættes i så fald med det overskydende beløb. Det samme gælder ægtefællepension, der udbetales af Europa-Parlamentet på grundlag af afdødes medlemskab af dette.
  1. § 119
    Folketingets præsidium er berettiget til efter anmodning at tilstå forhenværende rigsdagsmedlemmer, der inden 1. april 1946 er ophørt med at være medlemmer af Rigsdagen, og enker efter sådanne en årlig ydelse, hvis størrelse fastsættes af præsidiet.