Elforsyningsloven §§ 72b-72d
§ 72 b
Elhandelsvirksomheden køber net- og systemydelser af netvirksomhederne og Energinet. Elhandelsvirksomheden fakturerer elkunderne for levering af elektricitet, herunder net- og systemydelser, jf. § 73, stk. 3, elafgifter i henhold til lov om afgift af elektricitet og moms i henhold til momsloven. Elafgifter viderefaktureres uændret til det relevante aftagenummer. Endvidere viderefaktureres netvirksomheders bindende midlertidige prisnedsættelser uændret til de relevante aftagenumre.
Stk. 2.
Energinet indberetter oplysninger om afgiftssatser for elafgifter efter lov om afgift af elektricitet til datahubben.
Stk. 3.
Elhandelsvirksomheden sikrer, at elkunderne uden beregning kan indhente information i datahubben om forbruget på eget aftagenummer.
§ 72 c
Kommunikation mellem en elhandelsvirksomhed og netvirksomhederne og Energinet om forhold, der vedrører et konkret aftagenummer, sker via datahubben i henhold til forskrifter udstedt af Energinet i medfør af § 28, stk. 1, nr. 13. I særlige tilfælde, der fastlægges i Energinets forskrifter i medfør af § 28, stk. 1, nr. 13, hvor elhandelsvirksomheden har behov for en dialog vedrørende konkrete problemstillinger om målinger, fakturering, afbrydelser el.lign., vil der kunne ske direkte kommunikation om enkelte aftagenumre, der involverer både en elhandelsvirksomhed og en netvirksomhed.
Stk. 2.
Elhandelsvirksomheden indberetter data til datahubben vedrørende identifikation af elkunden på et givent aftagenummer, som elhandelsvirksomheden har indgået aftale med.
Stk. 3.
Ophæver eller opsiger en elhandelsvirksomhed sit aftaleforhold med en elkunde, indberetter elhandelsvirksomheden ophævelsen eller opsigelsen af aftaleforholdet til datahubben.
Stk. 4.
Ophører et aftaleforhold mellem en elhandelsvirksomhed og en elkunde, oplyses den relevante netvirksomhed via datahubben om dato for aftalens ophør. Netvirksomheden skal herefter sikre, at der foretages slutmåling hos elkunden.
Stk. 5.
Elhandelsvirksomheden indhenter via datahubben oplysning om forbrug og tarifoplysninger m.v. på hvert enkelt aftagenummer, som er omfattet af en aftale med elhandelsvirksomheden. Elhandelsvirksomheden kan endvidere indhente oplysning om det summerede forbrug og om den samlede betaling herfor til hver enkelt netvirksomhed og Energinet. Forbruget af elektricitet opgøres ud fra målte eller beregnede data.
Stk. 6.
Årsafregning, periodisk slutafregning og slutafregning ved ophør af et aftaleforhold sker ud fra målte data. Er det ved afregningen ikke muligt at foretage måleraflæsning, skal netvirksomheden indberette oplysning til datahubben om et skønnet forbrug i henhold til Energinets forskrifter. For meget betalte acontobeløb tilbageføres til elkunden samtidig med årsafregningen eller slutafregningen.
§ 72 d
Netvirksomheden og Energinet fakturerer elhandelsvirksomheden for deres ydelser ud fra det samlede forbrug i en måned og betalingen på elhandelsvirksomhedens aftagenumre. Netvirksomheden fakturerer ligeledes elhandelsvirksomheden for elafgift, som netvirksomheden skal svare efter lov om afgift af elektricitet. Energinet fakturerer endvidere elhandelsvirksomheden for betaling for elafgift, som Energinet skal svare efter lov om afgift af elektricitet, for elkunder, som er direkte tilsluttet transmissionsnettet.
Stk. 2.
Faktureringerne efter stk. 1 skal ske med en betalingsfrist på mindst 14 dage fra datoen for fakturaens udstedelse, dog tidligst 25 dage regnet fra forbrugsmånedens udgang.
Stk. 3.
Netvirksomheden skal fakturere elhandelsvirksomheden, jf. stk. 1, 1. og 2. pkt., senest 5 hverdage efter at netvirksomheden har modtaget grundlaget for engrosafregningen herfor fra datahubben. Energinet skal sikre, at grundlaget for engrosafregningen er tilgængeligt for netvirksomhederne og elhandelsvirksomhederne i datahubben hurtigst muligt i måneden efter forbrugsmåneden og senest på et tidspunkt, som fastsættes i Energinets forskrifter.
Stk. 4.
Afbryder en netvirksomhed eller Energinet sin ydelse til en elhandelsvirksomhed i henhold til betingelser for anvendelse af transmissions- og distributionsnet, der er fastsat efter offentliggjorte og af Forsyningstilsynet godkendte metoder, jf. § 73 a, overføres elhandelsvirksomhedens aftagenumre, der i datahubben er knyttet til netvirksomheden eller til Energinet, uden forsinkelse af Energinet til andre elhandelsvirksomheder efter proceduren i § 72 e.
Stk. 5.
Tages en elhandelsvirksomhed under rekonstruktions- eller konkursbehandling, og har rekonstruktør eller kurator ikke inden for 1 uge derefter meddelt Energinet, at elhandelsvirksomheden videreføres, overfører Energinet uden forsinkelse elhandelsvirksomhedens aftagenumre til andre elhandelsvirksomheder efter § 72 e. Rekonstruktør eller kurator skal hurtigst muligt og senest inden for 1 uge efter insolvensbehandlingens indledning meddele Energinet, om elhandelsvirksomheden videreføres.