Ejendomsvurderingsloven §§ 38-43

  1. § 38
    Der foretages i følgende tilfælde ved den førstkommende almindelige vurdering eller omvurdering efter § 6 en tilbageregning af ejendomsværdien til 2001-niveau og 2002-niveau:
    1. 1) Når en ejendom bliver omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 1-10.
    2. 2) Når der for en ejendom omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 1-10, indtræffer en sådan begivenhed, at betingelserne for omvurdering efter denne lovs § 6, stk. 1, nr. 4 eller 6-8, er opfyldt.
    3. 3) Når der på en ejendom, som er omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 1-10, sker ændring af ejendommens grundareal.
    4. 4) Når en samlet vurdering, jf. § 2, stk. 3, etableres, ændres eller ophører.
  2. Stk. 2.
    Tilbageregning efter stk. 1 foretages efter de indeks, der fastsættes efter §§ 44-48. Tilbageregning efter stk. 1, nr. 1, foretages for ejerboliger omfattet af § 4, stk. 1, nr. 1-5, og ejendomme omfattet af §§ 27, 27 a, 30 eller 35 eller § 37, stk. 1, når der ikke ved den forudgående vurdering foreligger en ejendomsværdi i 2001-niveau og en ejendomsværdi i 2002-niveau.
  3. Stk. 3.
    Overstiger de tilbageregnede ejendomsværdier efter stk. 1, nr. 2 og 3, reduceret med 20 pct., de tidligere fastsatte ejendomsværdier i 2001-niveau og 2002-niveau, og kan ejendomsejeren godtgøre, at ændringerne efter stk. 1, nr. 2 og 3, med sikkerhed ikke har medført en stigning i ejendommens værdi, fastholdes de eksisterende ejendomsværdier i 2001-niveau og 2002-niveau.
  4. Stk. 4.
    De tilbageregnede ejendomsværdier efter stk. 1, nr. 4, kan ikke fastsættes til et beløb, der overstiger den tidligere værdi eller de tidligere værdier tilsammen. Ophører en samlet vurdering, vil forholdet mellem de tilbageregnede ejendomsværdier til 2001-niveau og 2002-niveau for de enkelte ejendomme efter stk. 1 skulle fastholdes ved begrænsningen efter 1. pkt. Begrænses de tilbageregnede værdier efter stk. 1 som nævnt i 1. og 2. pkt., betragtes de tilbageregnede værdier ikke som en ansættelse efter stk. 1 i relation til ejendomsværdiskattelovens § 4 a, stk. 3, 2. pkt.
  5. Stk. 5.
    Der foretages ved den førstkommende almindelige vurdering eller omvurdering efter § 6 en forholdsmæssig regulering af ejendomsværdien i 2001-niveau og 2002-niveau ud fra ændringen i det registrerede boligareal, når der på en ejendom er foretaget nedrivning eller om- eller tilbygning i henhold til byggetilladelse, jf. § 6, stk. 1, nr. 5.
  6. Stk. 6.
    Der foretages ved den førstkommende almindelige vurdering eller omvurdering efter § 6 en forholdsmæssig regulering af ejendomsværdien i 2001-niveau og 2002-niveau, når ansættelse eller fordeling efter § 35, § 36 eller § 37, stk. 1 eller 2, skal foretages, eller hvor ansættelse eller fordeling efter § 35, § 36 eller § 37, stk. 1 eller 2, skal ændres på grund af en ændring i de arealmæssige fordelinger, der har dannet grundlag for den ansættelse eller fordeling, der skal ændres, jf. § 6, stk. 1, nr. 11. Er der ikke foretaget en ansættelse eller fordeling af ejendomsværdien i 2001-niveau og 2002-niveau, foretages der en forholdsmæssig ansættelse eller fordeling i ejendomsværdien i 2001-niveau og 2002-niveau svarende til ansættelsen eller fordelingen efter § 35, § 36 eller § 37, stk. 1 eller 2. Er der foretaget en ansættelse eller fordeling af ejendomsværdien i 2001-niveau og 2002-niveau, foretages en forholdsmæssig regulering af ansættelsen eller fordelingen i 2001-niveau og 2002-niveau ud fra ændringen i det registrerede boligareal, der har dannet grundlag for ansættelsen eller fordelingen.
  7. Stk. 7.
    Er betingelserne i både stk. 1 og 5 eller både stk. 1 og 6 opfyldt, foretages der alene en tilbageregning efter stk. 1.
  1. § 39
    Er der i forbindelse med den vurdering, hvor ejendomsværdien skal tilbageregnes efter § 38, stk. 1, foretaget en ansættelse eller fordeling af ejendomsværdien efter §§ 35-37, foretages tilbageregningen alene for den del eller de dele af ejendomsværdien, der kan henføres til den del af ejendommen, der anvendes til boligformål.
  1. § 40
    Der foretages i følgende tilfælde ved den førstkommende almindelige vurdering eller omvurdering efter § 6 en tilbageregning af grundværdien til basisåret, jf. § 42, stk. 2, ved at gange den fastsatte grundværdi efter § 15, stk. 2, med en kommunespecifik andel efter § 48 a, jf. dog stk. 2 og 4:
    1. 1) Når en ejendom bliver omfattet af pligten til at betale grundskyld efter lov om kommunal ejendomsskat.
    2. 2) Når en samlet vurdering etableres, ændres eller ophører, jf. § 2, stk. 3.
    3. 3) Når der sker ændring af ejendommens grundværdi som følge af ændrede anvendelses- eller udnyttelsesmuligheder.
    4. 4) Når væsentlig ikke hidtil kendt forurening dokumenteres.
    5. 5) Når afhjælpning af væsentlig forurening konstateres, forudsat at hidtidig afgiftspligtig grundværdi, jf. § 1, stk. 2, i lov om kommunal ejendomsskat, er ansat på grundlag af grundens værdi i forurenet stand.
    6. 6) Når byggemodning er færdiggjort.
  2. Stk. 2.
    Stk. 1, nr. 4-6, gælder ikke for produktionsjord, jf. § 28, stk. 2 og 3.
  3. Stk. 3.
    Er der på tidspunktet for tilbageregningen af grundværdien efter stk. 1 foretaget en fordeling af grundværdien på flere kommuner, jf. § 37, stk. 3, foretages beregningen efter stk. 1 for hver enkelt kommune med den kommunespecifikke andel efter § 48 a.
  4. Stk. 4.
    Overstiger den tilbageregnede grundværdi efter stk. 1 reduceret med 20 pct. og reguleret frem til det aktuelle skatteår efter § 1, stk. 3, i lov om kommunal ejendomsskat beregningsgrundlaget for grundskylden fra det foregående skatteår efter § 1, stk. 2, i lov om kommunal ejendomsskat reguleret frem til det aktuelle skatteår efter § 1, stk. 3, i lov om kommunal ejendomsskat, og kan ejendomsejeren godtgøre, at ændringen efter stk. 1 med sikkerhed ikke har medført en stigning i ejendommens grundværdi, fastholdes det eksisterende beregningsgrundlag efter § 1, stk. 2, nr. 2, i lov om kommunal ejendomsskat.
  5. Stk. 5.
    Der foretages ved den førstkommende almindelige vurdering eller omvurdering efter § 6 en forholdsmæssig regulering af grundværdien i basisåret, jf. § 42, stk. 1, når der på en ejendom, som er omfattet af pligten som nævnt i stk. 1, nr. 1, sker ændring af ejendommens grundareal eller af ejerlejligheders fordelingstal. Er der foretaget en fordeling af grundværdien i basisåret på flere kommuner, foretages i stedet en forholdsmæssig regulering af værdien af jorden i de enkelte kommuner ud fra ændringen i det registrerede grundareal i den pågældende kommune. En regulering efter 1. og 2. pkt. betragtes ikke som en ansættelse efter denne lov i relation til § 1, stk. 2, 2. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat.
  6. Stk. 6.
    Er betingelserne i både stk. 1 og 5 opfyldt, foretages der alene en tilbageregning af grundværdien efter stk. 1.
  7. Stk. 7.
    Er der på tidspunktet for fastsættelsen af den tilbageregnede grundværdi efter stk. 1 givet et grundforbedringsfradrag, jf. §§ 22 og 23, gives tilsvarende et grundforbedringsfradrag i ansættelsen efter stk. 1 reguleret til samme andel af den tilbageregnede grundværdi som den andel, grundforbedringsfradraget efter §§ 22 og 23 udgør af grundværdien efter § 15, stk. 2. Grundforbedringsfradraget efter 1. pkt. kan ikke fastsættes til et større fradrag end det fradrag, der er givet efter §§ 22 og 23.
  8. Stk. 8.
    Er der på tidspunktet for reguleringen af grundværdien efter stk. 5 givet et grundforbedringsfradrag, jf. §§ 22 og 23, foretages en tilsvarende regulering af grundforbedringsfradraget i basisåret, forudsat at et sådant fradrag var givet i basisåret. Grundforbedringsfradraget efter 1. pkt. kan dog ikke overstige det fradrag, der oprindelig var givet i basisåret.
  1. § 41
    Begivenheder som nævnt i § 40, stk. 1, nr. 1, og stk. 5, anses for indtruffet på det tidspunkt, hvorfra den pågældende begivenhed er registreret som gældende i matriklen eller er noteret i tingbogen. Begivenheder som nævnt i § 40, stk. 1, nr. 1, anses tillige for indtruffet på det tidspunkt, hvor betingelserne for at undtage ejendommen fra ansættelse af grundværdi ikke længere er opfyldt. Begivenheder som nævnt i § 40, stk. 1, nr. 2, anses for indtruffet på det tidspunkt, hvor betingelserne for en samlet vurdering indtræder, er ændret eller ikke længere er opfyldt.
  2. Stk. 2.
    Begivenheder som nævnt i § 40, stk. 1, nr. 3-5, anses for indtruffet på det tidspunkt, fra hvilket den pågældende begivenhed registreres som gældende hos rette offentlige myndighed. Begivenheder som nævnt i § 40, stk. 1, nr. 6, anses for indtruffet 1 år efter det tidspunkt, hvor der er meddelt godkendelse af et vejprojekt, medmindre andet dokumenteres.
  1. § 42
    Ved basisåret i § 40, stk. 5, forstås det seneste år, hvor grundværdien efter eventuelle fradrag for grundforbedringer og fritagelser for grundskyld udgjorde den afgiftspligtige grundværdi efter § 1, stk. 2, i lov om kommunal ejendomsskat. Der fastsættes et basisår for den samlede ejendom, uanset om forskellige dele af ejendommen anvendes til forskellige formål.
  2. Stk. 2.
    For ejendomme omfattet af § 40, stk. 1, fastsættes basisåret til året før vurderingsåret.
  3. Stk. 3.
    Kommunen oplyser told- og skatteforvaltningen om basisåret efter stk. 1.
  1. § 43
    Er den ene eller begge ejendomsværdier, der anvendes for beregningen af ejendomsværdiskat efter ejendomsværdiskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 2 og 3, som følge af særlige omstændigheder ansat væsentligt for lavt, foretages ved den næstkommende almindelige vurdering eller omvurdering efter § 6 en tilbageregning efter § 38, stk. 1.
  2. Stk. 2.
    Er grundværdien, der danner grundlag for beregningen efter § 1, stk. 2, nr. 2, i lov om kommunal ejendomsskat, som følge af særlige omstændigheder ansat væsentligt for lavt, foretages ved den næstkommende almindelige vurdering eller omvurdering efter § 6 en tilbageregning efter § 40, stk. 1.