Lov om apoteksvirksomhed §§ 24-26
§ 24
Har en apoteker som følge af sygdom været fraværende fra apoteket i mere end et år, rejser Lægemiddelstyrelsen sag om tilbagekaldelse af apotekerbevillingen. Til brug ved afgørelsen af sagen skal Lægemiddelstyrelsen foranledige, at der indhentes en erklæring fra apotekerens læge samt eventuelle yderligere erklæringer.
Stk. 2.
Kan apotekeren forventes varigt at genoptage driften af apoteket, udsætter Lægemiddelstyrelsen spørgsmålet om tilbagekaldelse af apotekerbevillingen i indtil et år.
Stk. 3.
Kan driften af apoteket ikke forventes varigt genoptaget, eller er driften ikke genoptaget inden for den frist, der er fastsat i henhold til stk. 2, tilbagekalder indenrigs- og sundhedsministeren bevillingen, jf. dog § 27.
§ 25
Såfremt en apoteker groft eller gentagne gange tilsidesætter sine forpligtelser efter § 31 og de udviste forhold giver grund til at antage, at apotekeren ikke fremover vil lede driften af apoteket på forsvarlig måde, kan indenrigs- og sundhedsministeren tilbagekalde bevillingen.
Stk. 2.
Forinden en bevilling kan tilbagekaldes efter stk. 1, skal indenrigs- og sundhedsministeren lade sagens faktiske omstændigheder undersøge ved en forhørsleder efter de i lov om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken fastsatte regler om afholdelse af tjenstligt forhør.
§ 26
Indenrigs- og sundhedsministeren kan tilbagekalde en apotekerbevilling, såfremt indehaveren ikke inden en frist, der er fastsat af Lægemiddelstyrelsen i henhold til § 4, stk. 2 eller § 28, stk. 1, opretter eller overtager et apotek.