Almenboligloven §§ 79-80f
§ 79
Almene boligorganisationers afdelinger, som indeholder boliger, der er taget i brug før 1. januar 1963, yder årlige bidrag til boligorganisationens dispositionsfond til indskud i Landsbyggefonden med de beløb, der er fastsat i henhold til bekendtgørelse nr. 483 af 16. august 1973 af lov om boligbyggeri § 19.
§ 80
Ud over eventuelle bidrag i henhold til § 79 yder afdelinger, som indeholder boliger, der er taget i brug før den 1. januar 1970, bidrag til boligorganisationens dispositionsfond til indskud i Landsbyggefonden til anvendelse efter reglerne i §§ 87-96. Bidrag ydes alene for boligareal.
Stk. 2.
Bidrag efter stk. 1 udgør i 2021 29,75 kr. pr. m2 bruttoetageareal for afdelinger, som indeholder boliger, der er taget i brug i perioden fra den 1. januar 1965 og indtil den 1. januar 1970, samt for tidligere ibrugtagne afdelinger, som indeholder boliger, der inden den 1. januar 1983 af kommunalbestyrelsen har fået bevilget hel eller delvis fritagelse for hidtidige bidrag. For øvrige afdelinger, som indeholder boliger, der er taget i brug før den 1. januar 1965, udgør bidraget i 2021 66,50 kr. pr. m2 bruttoetageareal. Beløbene reguleres én gang årligt, første gang den 1. januar 2022, på basis af den konstaterede udvikling i byggeomkostningsindekset for boliger i alt for 2. kvartal.
Stk. 3.
Er det nødvendigt til dækning af Landsbyggefondens udgifter, kan fondens bestyrelse beslutte at opkræve et løbende bidrag fra afdelinger, som indeholder boliger, der er taget i brug fra den 1. januar 1970. Der kan dog ikke opkræves bidrag for afdelinger, der indeholder boliger, som er omfattet af Byggeskadefonden. Bidraget kan ikke overstige de bidrag, som opkræves i henhold til stk. 2, 1. pkt.
Stk. 4.
Landsbyggefonden kan bevilge fritagelse for indbetaling af den del af bidragene, der overstiger de i 1982 betalte bidrag til Boligselskabernes Landsbyggefond, til afdelinger, der i de seneste 3 år har modtaget støtte fra fonden, kommunen eller staten til nedbringelse af huslejen.
Stk. 5.
Landsbyggefondens påligning af bidrag efter stk. 1 skal ske så betids, at lejeforhøjelser kan varsles som anført i reglerne i kapitel 3 i lov om leje af almene boliger.
§ 80 a
2/3 af de midler, der indgår i dispositionsfonden efter § 20, stk. 1, nr. 7, indbetales til Landsbyggefonden.
Stk. 2.
Midler, der indgår i dispositionsfonden efter § 20, stk. 1, nr. 6, indbetales til Landsbyggefonden.
§ 80 b
For almene boligafdelinger indbetales 2/3 af de midler, der efter den 1. januar 2008 indgår i dispositionsfonden efter § 20, stk. 1, nr. 4, til Landsbyggefonden.
Stk. 2.
I det omfang en boligorganisation afvikler lån til frikøb af tilbagekøbsklausuler efter § 98 a, stk. 5, 7. pkt., ydet til afdelinger nævnt i stk. 1, indbetaler boligorganisationen 1/2 af de midler, der efter den 1. januar 2008 indgår i dispositionsfonden efter § 20, stk. 1, nr. 4, til Landsbyggefonden, indtil lånene er afviklet.
Stk. 3.
I det omfang afdelinger som nævnt i stk. 1 før den 1. januar 2008 af Landsbyggefonden har fået godkendt fritagelse for indbetaling af den del af de likvide midler, der efter overførsel til Landsbyggefonden forbliver i dispositionsfonden, reduceres boligorganisationens indbetalinger til Landsbyggefonden efter stk. 1 med 1/3 af det fritagne beløb.
§ 80 c
I almene ældreboliger ejet af en selvejende institution, en kommune eller en region og i almene ungdomsboliger ejet af en selvejende institution indbetaler ejeren 2/3 af de likvide midler, som svarer til de midler, der er nævnt i § 20, stk. 1, nr. 7, til Landsbyggefonden. 1. pkt. finder ikke anvendelse for universitetsnære almene ungdomsboliger efter § 115, stk. 6.
Stk. 2.
I almene ældreboliger og ungdomsboliger som nævnt i stk. 1 indbetaler ejeren de likvide midler, som svarer til de midler, der er nævnt i § 20, stk. 1, nr. 6, til Landsbyggefonden.
§ 80 d
For almene ældreboliger ejet af en selvejende institution, en kommune eller en region og for almene ungdomsboliger ejet af en selvejende institution, som har fået tilsagn om støtte før den 1. januar 1999, indbetaler ejeren 2/3 af de likvide midler, der fremkommer i forbindelse med udamortiserede prioriteter, til Landsbyggefonden.
§ 80 e
Almene boligorganisationer indbetaler de midler, der indgår i dispositionsfonden efter § 20, stk. 1, nr. 8, til Landsbyggefonden.
§ 80 f
Almene boligorganisationer indbetaler nettoprovenu efter § 75 k, stk. 1, til Landsbyggefonden.