Almenboligloven §§ 60-60b
§ 60
For almene familieboliger, der ikke er omfattet af § 59, stk. 1 eller 2, eller § 63, kan kommunalbestyrelsen og den almene boligorganisation indgå aftale om, at de ledige boliger i en boligafdeling skal udlejes efter særlige kriterier. Kriterierne fastsættes ved aftale mellem kommunalbestyrelsen og boligorganisationen og offentliggøres af kommunalbestyrelsen.
Stk. 2.
Aftaler efter stk. 1, 1. pkt., tages op til revision senest 4 år efter aftalens indgåelse. Er kommunalbestyrelsen og boligorganisationen enige, kan aftalen tages op til revision inden udløbet af 4-års-perioden.
Stk. 3.
I tilfælde af uenighed mellem kommunalbestyrelsen og boligorganisationen om indgåelse af aftaler efter stk. 1, 1. pkt., træffer Social-, Bolig- og Ældreministeriet efter anmodning fra kommunalbestyrelsen afgørelse om udlejning efter særlige kriterier. Afgørelsen træffes efter høring af parterne og på baggrund af en udtalelse fra Landsbyggefonden.
Stk. 4.
For almene familieboliger, der er beliggende i et udsat boligområde, jf. § 61 a, stk. 1, eller i et forebyggelsesområde, jf. § 61 b, og som hverken er omfattet af § 59, stk. 1 og 2, eller § 63, skal boligorganisationen anvise ledige boliger efter særlige kriterier, herunder beskæftigelses- og uddannelseskriterier. Kommunalbestyrelsen fastsætter kriterierne med henblik på at styrke beboersammensætningen i boligområdet og offentliggør dem. Kriterierne tages op til revision, senest 4 år efter at de er fastsat. Kriterierne bortfalder, når et boligområde ikke længere er et udsat boligområde, jf. § 61 a, stk. 1, eller et forebyggelsesområde, jf. § 61 b.
§ 60 a
For almene familieboliger, der ikke er omfattet af § 59, stk. 1 eller 2, eller § 63, kan kommunalbestyrelsen og den almene boligorganisation indgå aftale om, at indtil 50 pct. af de ledige boliger i en problemramt boligafdeling, jf. § 51 b eller § 91 a, stk. 1, skal udlejes via annoncering. Kommunalbestyrelsen og boligorganisationen kan aftale kriterier for, hvem boligerne kan udlejes til. Kriterierne offentliggøres senest samtidig med annonceringen af de ledige boliger. Hvis flere boligsøgende ønsker at leje en bolig og opfylder eventuelle kriterier, trækker boligorganisationen lod om, hvem boligen udlejes til.
Stk. 2.
§ 60, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse for aftaler efter stk. 1.
§ 60 b
Har kommunalbestyrelsen indgået en samlet aftale med boligorganisationer i kommunen om anvisning efter § 59, stk. 2, om udlejning efter § 60, stk. 1, eller om annoncering efter § 60 a, stk. 1, der omfatter mere end 50 pct. af kommunens almene familieboliger, kan kommunalbestyrelsen beslutte, at den aftalte anvendelse af de nævnte udlejningsinstrumenter skal benyttes af samtlige boligorganisationer i kommunen, der ikke er omfattet af aftalen.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsens beslutning skal tages op til revision, senest 4 år efter at den er truffet. Beslutningen bortfalder, hvis den aftale, som er nævnt i stk. 1, ophører eller ikke længere omfatter mere end 50 pct. af familieboligerne.
Stk. 3.
Social- og boligministeren kan på baggrund af en konkret ansøgning fra kommunalbestyrelsen tillade, at kommunalbestyrelsen træffer beslutning efter stk. 1, uanset at den indgående aftale ikke omfatter mere end 50 pct. af kommunens almene familieboliger.