Aktivloven §§ 75-77b

  1. § 75
    En person, der modtager ledighedsydelse, skal aktivt udnytte sine arbejdsmuligheder for at opnå fleksjob. Personen skal
    1. 1) være aktivt jobsøgende, herunder registrere alle jobsøgningsaktiviteter i en joblog på Jobnet, jf. dog stk. 5,
    2. 2) deltage i opfølgningssamtaler efter § 74 c i denne lov, samtaler om rådighedsvurderinger, jobsamtaler efter kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og møder i rehabiliteringsteamet efter § 9 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.,
    3. 3) overholde den frist, som jobcenteret har fastsat, for selv at booke en jobsamtale digitalt, jf. kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,
    4. 4) tage imod et rimeligt tilbud om fleksjob,
    5. 5) tage imod rimelige tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, medmindre personen i medfør af § 106 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats om en mindre intensiv indsats ikke er forpligtet til at tage imod tilbud, eller andre tilbud, der kan forbedre mulighederne for at få arbejde,
    6. 6) deltage aktivt i rimelige tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller andre tilbud, der kan forbedre mulighederne for at få arbejde, og
    7. 7) registrere cv-oplysninger på Jobnet efter kapitel 6 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, senest 3 uger efter personen har opnået ret til ledighedsydelse.
  2. Stk. 2.
    Opstår der tvivl om en persons rådighed, skal kommunen afprøve denne. Det kan ske ved at anvende tilbud efter kapitel 11 eller 14 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
  3. Stk. 3.
    Stk. 1, nr. 1, 4 og 5, gælder dog ikke, hvis den pågældende har en rimelig grund til ikke at udnytte sine arbejdsmuligheder, jf. § 13, stk. 7 og 8, og regler fastsat i medfør af § 13, stk. 16.
  4. Stk. 4.
    Stk. 1, nr. 7, gælder dog ikke, hvis personen ikke står til rådighed for et fleksjob i en periode, som jobcenteret vurderer vil vare mere end 1 måned, fordi personen ikke kan deltage i uddannelse eller arbejde på grund af sygdom eller der er risiko for, at helbredet forringes, hvis den hidtidige uddannelse eller det hidtidige arbejde fortsættes, personen er nødt til at passe sine børn og der ikke kan anvises anden pasningsmulighed eller personen modtager støtte efter barnets lov til pasning af et et barn med handicap eller døende nærtstående, efter lov om social service til pasning af en handicappet voksen eller en døende nærtstående eller efter barselsloven til pasning af et alvorligt sygt barn. Når personen igen står til rådighed for et fleksjob, skal den pågældende snarest muligt, dog senest efter 3 uger, registrere cv-oplysninger på Jobnet.
  5. Stk. 5.
    Jobcenteret kan fritage en person for at registrere alle jobsøgningsaktiviteter i en joblog på Jobnet, jf. stk. 1, nr. 1, hvis det vurderes, at det enten ikke er muligt eller er meget vanskeligt for personen på grund af den pågældendes nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne m.v. Jobcenteret og personen skal aftale, hvordan den pågældende i stedet skal dokumentere sine jobsøgningsaktiviteter.
  6. Stk. 6.
    En person er fritaget for at stå til rådighed i perioder, hvor personen har ret til fravær ved graviditet, barsel, adoption og sorgorlov efter barselslovens § 6, stk. 1 og 2, §§ 7, 7 a og 8, § 9, stk. 1, § 13, § 14, stk. 1 og 2, og § 14 a, i det omfang der under fraværet ville have været ret til dagpenge som ledig efter barselslovens § 20, § 21, stk. 1 og 2, § 21 b, stk. 1-3, § 21 c, stk. 1-4, § 23 b, stk. 1-3, og § 23 c, stk. 1 og 2.
  7. Stk. 7.
    Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at kravet om at stå til rådighed efter stk. 1 i helt særlige tilfælde kan fraviges.
  1. § 75 a
    Det er en betingelse for, at kommunen kan foretage fradrag i eller nedsættelse eller ophør af ledighedsydelsen efter §§ 76-77 b, at kommunen skriftligt har vejledt personen om rettigheder og pligter i forhold til rådighed og sanktioner.
  2. Stk. 2.
    § 35, stk. 8, finder tilsvarende anvendelse for modtagere af ledighedsydelse.
  1. § 76
    Hvis en person ikke er aktivt jobsøgende, jf. § 75, stk. 1, nr. 1, og stk. 5, skal kommunen give den pågældende en frist på op til 3 måneder til at dokumentere sin aktive jobsøgning. Kommunen skal sammen med den pågældende lægge en plan for personens jobsøgning i fristperioden. Hvis personen ikke har overholdt planen ved fristperiodens udløb, skal kommunen vurdere, om den pågældende har været aktivt jobsøgende. Hvis kommunen vurderer, at personen ikke har været aktivt jobsøgende, skal kommunen træffe afgørelse om, at den pågældende mister retten til ledighedsydelse, medmindre der er en rimelig grund, jf. § 13, stk. 7 og 8, og regler fastsat i medfør af § 13, stk. 16, til, at den pågældende ikke har været aktivt jobsøgende.
  2. Stk. 2.
    Personen kan igen modtage ledighedsydelse, når den pågældende efter at have mistet retten til ledighedsydelse har været ansat i et fleksjob i 9 måneder inden for de seneste 18 måneder.
  1. § 77
    Hvis en person, der modtager ledighedsydelse, uden rimelig grund, jf. § 13, stk. 7 eller 8, og regler fastsat i medfør af § 13, stk. 16, udebliver fra en jobsamtale, et møde i rehabiliteringsteamet, en samtale om rådighedsvurdering eller en opfølgningssamtale, jf. § 75, stk. 1, nr. 2, foretager kommunen fradrag i ledighedsydelsen for de dage, der går, fra personen skulle være mødt til samtalen, og indtil kontakten til kommunen er genoprettet. Der foretages fradrag i ledighedsydelsen for den dag, hvor samtalen skulle have fundet sted, uanset om personen kontakter kommunen samme dag.
  2. Stk. 2.
    Har en person, der modtager ledighedsydelse, undladt at registrere cv-oplysninger rettidigt på Jobnet, jf. § 75, stk. 1, nr. 7, foretager kommunen fradrag i ledighedsydelsen for de dage, hvor cv-oplysningerne ikke har været registreret på Jobnet, medmindre den manglende registrering af cv-oplysninger ikke skyldes personens forhold.
  3. Stk. 3.
    Hvis en person uden rimelig grund, jf. § 13, stk. 7 eller 8, og regler fastsat i medfør af § 13, stk. 16, udebliver fra en samtale som nævnt i stk. 1, som personen selv har booket digitalt, skal kommunen foretage fradrag i ledighedsydelsen for de dage, der går, fra personen skulle være mødt til samtalen, og indtil kontakten til kommunen er genoprettet. Der foretages fradrag i ledighedsydelsen for den dag, hvor samtalen skulle have fundet sted, uanset om personen kontakter kommunen samme dag.
  4. Stk. 4.
    Hvis en person, der er omfattet af § 75, stk. 1, nr. 3, uden rimelig grund, jf. § 13, stk. 7 eller 8, og regler fastsat i medfør af § 13, stk. 16, har undladt selv at booke en jobsamtale digitalt inden for den frist, som jobcenteret har fastsat, jf. kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, foretager kommunen fradrag i ledighedsydelsen for de dage, der går, fra personen skulle have booket jobsamtalen digitalt, og indtil personen har booket en jobsamtale digitalt, eller til personen har genoprettet kontakten med jobcenteret. Der foretages fradrag i ledighedsydelsen for den dag, hvor jobsamtalen skulle have været booket, uanset om personen booker jobsamtalen dagen efter fristens udløb.
  5. Stk. 5.
    Nedsættelsen af hjælpen efter stk. 1-4 fastsættes på baggrund af den årlige ledighedsydelse og fastsættes pr. dag beregnet på baggrund af en 5-dagesuge. Hvis den månedlige hjælp til en person er nedsat, nedsættes fradraget pr. dag tilsvarende.
  6. Stk. 6.
    Beskæftigelsesministeren offentliggør størrelsen af fradraget i hjælpen pr. dag.
  1. § 77 a
    En person, som uden rimelig grund, jf. § 13, stk. 7 og 8, og regler fastsat i medfør af § 13, stk. 16, afviser at tage imod et tilbud om fleksjob efter § 75, stk. 1, nr. 4, eller ophører i et fleksjob, kan ikke få ledighedsydelse i 3 uger.
  2. Stk. 2.
    Hvis en modtager af ledighedsydelse uden rimelig grund, jf. § 13, stk. 7 og 8, og regler fastsat i medfør af § 13, stk. 16, udebliver fra et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller andre tilbud, som kan forbedre mulighederne for at få arbejde, skal kommunen foretage fradrag i ledighedsydelsen for det antal dage, hvor personen er udeblevet helt eller delvis.
  3. Stk. 3.
    En person, som uden rimelig grund, jf. § 13, stk. 7 og 8, og regler fastsat i medfør af § 13, stk. 16, afviser eller ophører i et tilbud efter § 75, stk. 1, nr. 5, kan ikke få ledighedsydelse i 3 uger.
  4. Stk. 4.
    Hvis en person uden rimelig grund, jf. § 13, stk. 7 og 8, og regler fastsat i medfør af § 13, stk. 16, inden for en periode på 12 måneder igen afviser at tage imod et rimeligt tilbud om fleksjob efter § 75, stk. 1, nr. 4, afviser et rimeligt tilbud efter § 75, stk. 1, nr. 5, ophører i et fleksjob eller ophører i et tilbud efter § 75, stk. 1, nr. 5, mister personen retten til ledighedsydelse.
  5. Stk. 5.
    Stk. 1-4 finder også anvendelse, hvis den pågældendes handlemåde kan sidestilles med afslag på at tage imod et rimeligt tilbud om fleksjob efter § 75, stk. 1, nr. 4, eller tilbud efter § 75, stk. 1, nr. 5. Opgørelse af omfanget af udeblivelse fra tilbud efter stk. 2 kan ske som en samlet opgørelse for 1 måned. Partshøring foretages i forbindelse med den samlede månedlige opgørelse.
  6. Stk. 6.
    Personen kan igen modtage ledighedsydelse, når den pågældende efter at have mistet retten til ledighedsydelse har været ansat i et fleksjob i 9 måneder inden for de seneste 18 måneder.
  1. § 77 b
    Hvis kommunen træffer afgørelse om, at en person, der modtager ledighedsydelse, ikke står til rådighed, jf. § 75, stk. 2, mister den pågældende retten til ledighedsydelse.
  2. Stk. 2.
    Hvis kommunen har truffet afgørelse efter stk. 1, kan ledighedsydelsen dog fortsat udbetales, hvis kommunen er påbegyndt behandling af en sag om førtidspension eller Seniorpensionsenheden er påbegyndt behandling af en sag om seniorpension. Ledighedsydelsen kan udbetales, så længe sagen behandles. Ledighedsydelsen skal tilbagebetales, hvis der senere udbetales pension for samme periode.
  3. Stk. 3.
    Personen kan igen modtage ledighedsydelse, når den pågældende efter at have mistet retten til ledighedsydelse har været ansat i et fleksjob i 9 måneder inden for de seneste 18 måneder.