Årsregnskabsloven §§ 97-101

  1. § 97
    Virksomheden skal særskilt angive den samlede sikkerhedsstillelse, jf. § 94, for eventuelle dattervirksomheder og den samlede sikkerhedsstillelse for eventuelle andre tilknyttede virksomheder.
  1. § 97 a
    Virksomheden skal oplyse navn på, hjemsted og retsform for hver kapitalinteresse, dattervirksomhed og associeret virksomhed og for hvert interessent- eller kommanditselskab, i hvilket virksomheden er interessent eller komplementar.
  2. Stk. 2.
    Virksomheden skal endvidere for hver kapitalinteresse, dattervirksomhed og associeret virksomhed oplyse,
    1. 1) hvor stor en andel virksomheden ejer, og
    2. 2) størrelsen af egenkapitalen og resultatet ifølge den senest godkendte årsrapport.
  3. Stk. 3.
    Oplysningerne i stk. 2, nr. 2, kan undlades, hvis
    1. 1) den pågældende kapitalinteresse eller associerede virksomhed ikke offentliggør en årsrapport,
    2. 2) den pågældende dattervirksomheds eller associerede virksomheds regnskab indgår ved konsolidering i virksomhedens koncernregnskab eller
    3. 3) virksomheden indregner kapitalandelene i den pågældende kapitalinteresse, dattervirksomhed eller associerede virksomhed til dennes regnskabsmæssige indre værdi.
  4. Stk. 4.
    Oplysningerne i stk. 1 kan udelades, hvis de kan volde betydelig skade for virksomheden selv eller de i stk. 1 omhandlede virksomheder. Anvendelse af 1. pkt. skal oplyses.
  1. § 97 b
    Virksomheden skal oplyse navn på og hjemsted for de modervirksomheder, der udarbejder koncernregnskab for den henholdsvis største og mindste koncern, hvori virksomheden indgår som dattervirksomhed. Det skal endvidere oplyses, hvor de pågældende udenlandske modervirksomheders koncernregnskaber kan rekvireres.
  1. § 98
    Virksomheden skal give oplysninger efter § 77 for kapitalandele i virksomheden, der besiddes af dattervirksomhederne til eje eller sikkerhed, eller som er erhvervet eller afhændet af dattervirksomhederne i regnskabsåret.
  1. § 98 a
    Virksomhedens personaleomkostninger skal specificeres i lønninger, pensioner og andre omkostninger til social sikring, medmindre dette fremgår af resultatopgørelsen.
  1. § 98 b
    Virksomheden skal angive det samlede vederlag m.v. for regnskabsåret til nuværende og forhenværende medlemmer af ledelsen for deres funktion fordelt på hvert ledelsesorgan samt, hvor der ikke er udpeget et ledelsesorgan, for ejerne. Desuden skal virksomheden angive de samlede forpligtelser til at yde pension til de nævnte. Er der fastsat særlige incitamentsprogrammer for medlemmer af ledelsen, skal det oplyses, hvilken kategori af ledelsesmedlemmer programmet gælder for, hvilke ydelser programmet omfatter, og hvad der er nødvendigt for at kunne vurdere værdien heraf.
  2. Stk. 2.
    De tilsvarende oplysninger og beløb for det foregående regnskabsår skal angives.
  3. Stk. 3.
    Hvis oplysninger efter stk. 1 vil føre til, at der vises beløb for et enkelt medlem af en ledelseskategori, kan beløbene i stedet
    1. 1) angives samlet for to kategorier eller
    2. 2) udelades, hvis kun én kategori modtager vederlag m.v., pension eller særligt incitamentsprogram.
  1. § 98 c
    Har der fundet transaktioner sted mellem virksomheden og dens nærtstående parter, jf. stk. 2, skal virksomheden oplyse om arten af forholdet mellem virksomheden og de nærtstående parter og give de oplysninger om transaktioner og mellemværender, der er nødvendige for en forståelse af forholdets mulige påvirkning af årsregnskabet. Oplysningerne skal som minimum omfatte
    1. 1) transaktionernes art og beløbsmæssige størrelse,
    2. 2) den beløbsmæssige størrelse af mellemværender og betingelserne for disse,
    3. 3) årets nedskrivninger af tilgodehavender fra nærtstående parter og
    4. 4) den akkumulerede nedskrivning på eksisterende tilgodehavender.
  2. Stk. 2.
    Nærtstående parter defineres i overensstemmelse med definitionen i den internationale regnskabsstandard IAS 24, således som denne er vedtaget af Kommissionen i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning om anvendelse af internationale regnskabsstandarder, samt efterfølgende ændringer i definitionen, som vedtages af Kommissionen i overensstemmelse med den nævnte forordning.
  3. Stk. 3.
    De i stk. 1 nævnte oplysninger kan undlades, hvis transaktionerne er indgået imellem virksomheden og en eller flere af virksomhedens helejede dattervirksomheder.
  4. Stk. 4.
    Oplysninger om individuelle transaktioner efter stk. 1 kan grupperes efter deres karakter, medmindre særskilte oplysninger er nødvendige for at forstå virkningerne af transaktioner med nærtstående parter for virksomhedens finansielle stilling.
  5. Stk. 5.
    Stk. 1, 3 og 4 finder ikke anvendelse på fonde, som er omfattet af lov om erhvervsdrivende fonde.
  6. Stk. 6.
    Oplysningerne efter stk. 1 kan begrænses til at omfatte transaktioner, som ikke er gennemført på normale markedsvilkår. Anvendelse af 1. pkt. skal oplyses.
  1. § 98 d
    Der skal gives en beskrivelse af arten af betydningsfulde hændelser, som er indtruffet efter regnskabsårets udløb, og den finansielle virkning heraf.
  1. § 99
    Ledelsesberetningen skal
    1. 1) beskrive virksomhedens væsentligste aktiviteter,
    2. 2) beskrive eventuel usikkerhed ved indregning eller måling, så vidt muligt med angivelse af beløb,
    3. 3) beskrive usædvanlige forhold, der kan have påvirket indregningen eller målingen, så vidt muligt med angivelse af beløb,
    4. 4) redegøre for udviklingen i virksomhedens aktiviteter og økonomiske forhold,
    5. 5) beskrive virksomhedens forventede udvikling, herunder særlige forudsætninger og usikre faktorer, som ledelsen har lagt til grund for beskrivelsen,
    6. 6) beskrive forsknings- og udviklingsaktiviteter i eller for virksomheden og
    7. 7) omtale filialer i udlandet.
  2. Stk. 2.
    Store virksomheder skal i ledelsesberetningen medtage oplysninger om immaterielle nøgleressourcer og redegøre for, hvordan virksomhedens forretningsmodel grundlæggende afhænger af sådanne immaterielle nøgleressourcer, og hvorledes disse ressourcer er en kilde til værdiskabelse for virksomheden.
  3. Stk. 3.
    Er det væsentligt for at vurdere virksomhedens aktiver, forpligtelser, finansielle stilling og resultat, skal ledelsesberetningen i forhold til virksomhedens anvendelse af finansielle instrumenter beskrive
    1. 1) virksomhedens mål og politikker for styring af finansielle risici, herunder virksomhedens politik for sikring for alle større grupper af forventede fremtidige transaktioner, for hvilke der anvendes sikring, og
    2. 2) virksomhedens risikoeksponering i forbindelse med mulige ændringer i priser, kreditværdighed, likviditet og pengestrømme.
  1. § 99 a
    Store virksomheder skal i ledelsesberetningen medtage en bæredygtighedsrapportering. I rapporteringen, der skal udgøre et særskilt afsnit, skal medtages oplysninger, der er nødvendige for at forstå virksomhedens indvirkning på bæredygtighedsspørgsmål, og hvordan bæredygtighedsspørgsmål påvirker virksomhedens udvikling, resultat og situation, jf. dog stk. 7 og 12. Virksomheden skal oplyse om den proces, den har gennemført for at identificere de oplysninger, som er medtaget i rapporteringen.
  2. Stk. 2.
    Oplysninger nævnt i stk. 1, 2. pkt., skal omfatte følgende, jf. dog stk. 5:
    1. 1) En kort beskrivelse af virksomhedens forretningsmodel og -strategi, herunder
      1. a) virksomhedens forretningsmodel og -strategis modstandsdygtighed over for risici i forbindelse med bæredygtighedsspørgsmål,
      2. b) virksomhedens muligheder vedrørende bæredygtighedsspørgsmål,
      3. c) virksomhedens planer, herunder gennemførelsestiltag og hertil hørende finansierings- og investeringsplaner for at sikre, at dens forretningsmodel og -strategi er forenelige med Parisaftalen inden for rammerne af De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer vedtaget den 12. december 2015 og med målet om at opnå klimaneutralitet senest i 2050 som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fastlæggelse af rammerne for at opnå klimaneutralitet og, hvor det er relevant, virksomhedens eksponering for kul-, olie- og gasrelaterede aktiviteter,
      4. d) hvordan virksomhedens forretningsmodel og -strategi tager hensyn til virksomhedens interessenters interesser og til virksomhedens indvirkning på bæredygtighedsspørgsmål, og
      5. e) hvordan virksomhedens strategi er blevet gennemført med hensyn til bæredygtighedsspørgsmål.
    2. 2) En beskrivelse af de tidsfæstede mål vedrørende bæredygtighed, som virksomheden har fastsat, herunder, hvor det er relevant, absolutte mål for reduktion af drivhusgasemission i hvert fald for 2030 og 2050, en beskrivelse af virksomhedens fremskridt med hensyn til at nå disse mål og en tilkendegivelse af, hvorvidt virksomhedens mål vedrørende miljømæssige faktorer er baseret på videnskabelig dokumentation.
    3. 3) En beskrivelse af den rolle, som virksomhedens ledelse, jf. bilag 1, A, nr. 6, spiller med hensyn til bæredygtighedsspørgsmål, og en beskrivelse af dens ekspertise og færdigheder med henblik på at varetage denne rolle eller den mulighed, den har for at anvende bistand på dette område.
    4. 4) En beskrivelse af virksomhedens politikker vedrørende bæredygtighedsspørgsmål.
    5. 5) Oplysninger om, hvorvidt der foreligger incitamentsordninger forbundet med bæredygtighedsspørgsmål, som tilbydes medlemmer af virksomhedens ledelse, jf. bilag 1, A, nr. 6.
    6. 6) En beskrivelse af
      1. a) due diligence-procedurer, der er gennemført af virksomheden med hensyn til bæredygtighedsspørgsmål og, hvor det er relevant, i tråd med anden lovgivning, som stiller krav til virksomheder om at gennemføre en due diligence-procedure,
      2. b) de væsentligste aktuelle eller potentielle negative indvirkninger vedrørende virksomhedens egne aktiviteter og dens værdikæde, herunder dens produkter og tjenesteydelser, dens forretningsforbindelser og dens leverandørkæde, tiltag til at identificere og overvåge disse indvirkninger og andre negative indvirkninger, som virksomheden er påkrævet at identificere i henhold til anden lovgivning for virksomheder om at gennemføre en due diligence-procedure, og
      3. c) eventuelle tiltag, der er taget af virksomheden for at forebygge, afbøde, afhjælpe eller standse aktuelle eller potentielle negative indvirkninger, og resultatet af sådanne tiltag.
    7. 7) En beskrivelse af de væsentligste risici for virksomheden vedrørende bæredygtighedsspørgsmål, herunder en beskrivelse af virksomhedens væsentligste afhængigheder, for så vidt angår disse spørgsmål, og hvordan virksomheden styrer disse risici.
    8. 8) Indikatorer, som er relevante for oplysningerne i nr. 1-7.
  3. Stk. 3.
    Oplysningerne i stk. 2 skal omfatte oplysninger vedrørende kort-, mellem- og langsigtede horisonter, alt efter hvad der er relevant.
  4. Stk. 4.
    Oplysninger efter stk. 1-3 skal, hvor det er relevant, indeholde oplysninger om virksomhedens egne aktiviteter og dens værdikæde, herunder dens produkter og tjenesteydelser, dens forretningsforbindelser og dens leverandørkæde. Oplysninger efter stk. 1-3 skal endvidere indeholde henvisninger til og yderligere forklaringer på andre oplysninger, der er medtaget, jf. § 99, og beløb, der er anført i årsregnskabet.
  5. Stk. 5.
    Virksomheden kan i særlige tilfælde undlade at give oplysninger efter stk. 2-4, hvis offentliggørelse af de pågældende oplysninger kan forventes at volde betydelig skade for virksomheden i forbindelse med igangværende forhandlinger eller retstvister. Undlader virksomheden at give oplysninger, jf. 1. pkt., må dette dog ikke forhindre, at rapporteringen giver en rimelig og afbalanceret forståelse af virksomhedens udvikling, resultat og situation og virksomhedens aktivitets påvirkning af de forhold, der er nævnt i stk. 1. Undlader virksomheden at give oplysninger, jf. 1. pkt., skal virksomheden oplyse dette i sin rapportering.
  6. Stk. 6.
    Oplysninger, der efter stk. 1-5 skal medtages i bæredygtighedsrapporteringen, skal afgives i overensstemmelse med de for virksomheden til enhver tid relevante standarder for bæredygtighedsrapportering som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse virksomhedsformer, herunder i delegerede retsakter, der er vedtaget i henhold til direktivet. Henvises der til internationale retningslinjer, protokoller el.lign. vedrørende bæredygtighedsrapportering i de i 1. pkt. omtalte standarder, vil disse være gældende, uanset at de ikke foreligger på dansk.
  7. Stk. 7.
    En dattervirksomhed kan undlade at medtage oplysninger efter stk. 1-6 i sin ledelsesberetning, hvis modervirksomheden opfylder oplysningskravene efter stk. 1-6 i sin konsoliderede ledelsesberetning for den samlede koncern. Er en dattervirksomheds modervirksomhed etableret i et land uden for EU/EØS, kan dattervirksomheden undlade at medtage oplysningerne efter stk. 1-6 i sin ledelsesberetning, hvis dattervirksomheden er omfattet af en konsolideret bæredygtighedsrapportering efter stk. 11. En dattervirksomhed som nævnt i 2. pkt. kan endvidere undlade at medtage oplysningerne efter stk. 1-6 i sin ledelsesberetning, hvis dens modervirksomhed medtager oplysningerne i sin konsoliderede bæredygtighedsrapportering, jf. dog stk. 9, og hvis bæredygtighedsrapporteringen er udarbejdet i overensstemmelse med de i stk. 6 nævnte standarder eller på en måde, der er vurderet at være ligeværdig med standarderne for bæredygtighedsrapportering.
  8. Stk. 8.
    Anvender en dattervirksomhed bestemmelsen i stk. 7, 1. pkt., skal dattervirksomhedens ledelsesberetning indeholde oplysning om
    1. 1) navn og hjemsted på den modervirksomhed, der rapporterer oplysninger på koncernniveau i overensstemmelse med stk. 1-6 eller på en måde, der er vurderet at være ligeværdig med standarderne for bæredygtighedsrapportering som fastsat i overensstemmelse med de i stk. 6 nævnte standarder,
    2. 2) url-adresse på modervirksomhedens konsoliderede ledelsesberetning, jf. stk. 7, 1. pkt., eller i givet fald på dens konsoliderede bæredygtighedsrapportering og på erklæringen om bæredygtighedsrapportering, jf. § 135 c, eller på erklæringen om bæredygtighedsrapportering, jf. stk. 9, nr. 2, og
    3. 3) at dattervirksomheden er undtaget fra bestemmelserne i stk. 1-6.
  9. Stk. 9.
    Anvender en dattervirksomhed bestemmelsen i stk. 7, og er dattervirksomhedens modervirksomhed hjemmehørende i et land uden for EU/EØS, skal
    1. 1) dattervirksomhedens ledelsesberetning indeholde oplysninger som nævnt i stk. 8,
    2. 2) dattervirksomheden sammen med sin egen årsrapport indsende modervirksomhedens konsoliderede bæredygtighedsrapportering og erklæringen om bæredygtighedsrapporteringen i overensstemmelse med § 138 til Erhvervsstyrelsen og
    3. 3) de oplysninger, der fremlægges i henhold til artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer vedrørende aktiviteter udført af dattervirksomheden, herunder dens dattervirksomheder, være indeholdt i dattervirksomhedens ledelsesberetning eller være indeholdt i modervirksomhedens konsoliderede bæredygtighedsrapportering.
  10. Stk. 10.
    For virksomheder, som udarbejder konsolideret bæredygtighedsrapportering, er det tilstrækkeligt, at oplysningerne efter stk. 1-6 gives for koncernen som helhed, jf. dog § 128, stk. 4.
  11. Stk. 11.
    En dattervirksomhed, hvis modervirksomhed har hjemsted uden for EU/EØS, er, jf. stk. 7, 2. pkt., indtil den 6. januar 2030 undtaget fra pligten i stk. 1, hvis dattervirksomheden og dens dattervirksomheder er omfattet af en konsolideret bæredygtighedsrapportering, som er udarbejdet af en anden dattervirksomhed inden for EU/EØS, og som opfylder betingelserne i 3. pkt. En bæredygtighedsrapportering efter 1. pkt. kan indeholde oplysninger efter artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer og skal da omfatte de aktiviteter, der udføres af alle modervirksomhedens dattervirksomheder inden for EU/EØS, som er omfattet af forordningen. En bæredygtighedsrapportering efter 1. pkt. skal
    1. 1) omfatte alle modervirksomhedens dattervirksomheder i EU/EØS, der har pligt til at udarbejde en bæredygtighedsrapportering efter stk. 1-6 eller tilsvarende national regulering i det pågældende EU-/EØS-land,
    2. 2) være udarbejdet i overensstemmelse med stk. 1-6, jf. stk. 10, eller tilsvarende national regulering i det pågældende EU-/EØS-land,
    3. 3) være udarbejdet af en anden koncernforbundet dattervirksomhed inden for EU/EØS, som er en af modervirksomhedens dattervirksomheder inden for EU/EØS, der i mindst 1 af de foregående 5 regnskabsår på et konsolideret grundlag havde den største omsætning inden for EU/EØS, og
    4. 4) offentliggøres i overensstemmelse med § 138 eller tilsvarende national regulering i det pågældende EU-/EØS-land.
  12. Stk. 12.
    En modervirksomhed, der er en erhvervsdrivende fond, som undlader at udarbejde koncernregnskab i medfør af § 111, stk. 2, er undtaget fra at udarbejde bæredygtighedsrapportering, hvis dattervirksomheden opfylder oplysningskravene efter stk. 1-6 i sin ledelsesberetning. Herudover er en modervirksomhed, der er en erhvervsdrivende fond, som undlader at udarbejde koncernregnskab i medfør af § 111, stk. 3, undtaget fra at udarbejde bæredygtighedsrapportering, hvis den dattervirksomhed, der udarbejder det i § 111, stk. 3, nr. 1, nævnte reviderede koncernregnskab, opfylder oplysningskravene efter stk. 1-6 i sin konsoliderede ledelsesberetning.
  1. § 99 b
    Virksomheder, der efter den selskabslovgivning, der er gældende for virksomheden, er forpligtet til at opstille måltal for andelen af det underrepræsenterede køn, skal, uanset om virksomheden måtte opfylde betingelserne fra at være undtaget fra forpligtelsen til at opstille måltal, i ledelsesberetningen medtage en oversigt pr. balancedagen over følgende:
    1. 1) Det samlede antal medlemmer eksklusive eventuelt medarbejdervalgte medlemmer af det øverste ledelsesorgan, og hvor stor en andel i procent det underrepræsenterede køn udgør heraf.
    2. 2) Det samlede antal personer på virksomhedens øvrige ledelsesniveauer, og hvor stor en andel i procent det underrepræsenterede køn udgør heraf.
    3. 3) De i nr. 1 og 2 nævnte tal for de 4 foregående regnskabsår.
  2. Stk. 2.
    Virksomheder, der efter den selskabslovgivning, der er gældende for virksomheden, er forpligtet til at opstille måltal for andelen af det underrepræsenterede køn, skal ud over oplysningerne i oversigten efter stk. 1 oplyse følgende:
    1. 1) Måltal i procent for andelen af det underrepræsenterede køn i det øverste ledelsesorgan, herunder årstallet for, hvornår måltallet forventes opfyldt.
    2. 2) Måltal i procent for andelen af det underrepræsenterede køn på virksomhedens øvrige ledelsesniveauer, herunder årstallet for, hvornår måltallet forventes opfyldt.
    3. 3) De i nr. 1 og 2 nævnte tal for de 4 foregående regnskabsår.
  3. Stk. 3.
    Virksomheder, der pr. balancedagen har en ligelig fordeling af mænd og kvinder i det øverste ledelsesorgan eller på virksomhedens øvrige ledelsesniveauer, skal i tilknytning til oversigten efter stk. 1 angive dette.
  4. Stk. 4.
    Virksomheder, der efter den selskabslovgivning, der er gældende for virksomheden, er undtaget fra pligten til at opstille måltal, som følge af at de i det seneste regnskabsår har beskæftiget færre end 50 medarbejdere, skal i tilknytning til oversigten efter stk. 1 angive dette.
  5. Stk. 5.
    I tilknytning til oversigten efter stk. 1 skal virksomheden oplyse følgende:
    1. 1) Status for opfyldelsen af måltallet efter stk. 2, nr. 1.
    2. 2) De væsentligste handlinger foretaget i regnskabsåret for at opfylde måltallet.
    3. 3) Hvis det er relevant, årsagen til, at måltallet ikke er opfyldt.
  6. Stk. 6.
    Virksomheder, der skal oplyse måltal efter stk. 2, nr. 2, skal i tilknytning til oversigten efter stk. 1 redegøre for virksomhedens politik for at øge andelen af det underrepræsenterede køn på virksomhedens øvrige ledelsesniveauer, herunder følgende:
    1. 1) Det væsentligste indhold af politikken.
    2. 2) De væsentligste handlinger, som virksomheden har foretaget i regnskabsåret for at nå måltallet og for at omsætte sin politik til handling.
    3. 3) Status for opfyldelsen af måltallet og, hvis det er relevant, årsagen til, at måltallet ikke er opfyldt.
  7. Stk. 7.
    Første gang virksomheden skal give oplysninger efter stk. 1, skal virksomheden alene medtage oplysninger for det pågældende regnskabsår i oversigten efter stk. 1. I de efterfølgende regnskabsår skal virksomheden supplere oversigten med oplysninger for tidligere regnskabsår, hvor virksomheden har medtaget oplysninger i oversigten efter stk. 1.
  1. § 99 c
    Store virksomheder med aktivitet inden for efterforskning, prospektering, opdagelse, udvikling og udvinding af mineral-, olie- og naturgasforekomster m.v. eller skovning af primærskove, skal supplere ledelsesberetningen med en beretning om betalinger til myndigheder, jf. dog stk. 4. Med myndigheder forstås i denne forbindelse enhver national, regional eller lokal myndighed i Danmark eller i udlandet, herunder en tjenestegren, et organ eller en virksomhed, der er kontrolleret af den pågældende myndighed på samme måde, som en dattervirksomhed er kontrolleret af en modervirksomhed.
  2. Stk. 2.
    Beretningen skal indeholde følgende oplysninger vedrørende betalinger, som er foretaget i regnskabsåret, jf. dog stk. 4, 6 og 7:
    1. 1) De samlede betalinger foretaget til hver myndighed.
    2. 2) De samlede beløb pr. type af betaling til hver myndighed vedrørende
      1. a) produktionsrettigheder,
      2. b) skatter og afgifter på virksomhedens indtægt, produktion eller overskud, bortset fra skatter og afgifter på forbrug,
      3. c) royalties,
      4. d) udbytte,
      5. e) underskrifts-, opdagelses- og produktionsbonusser,
      6. f) licensafgifter, lejeafgifter, adgangsgebyrer og andre vederlag for licenser eller koncessioner og
      7. g) betalinger for forbedringer af infrastruktur.
  3. Stk. 3.
    Når betalingerne er henført til et bestemt projekt, skal der tillige gives oplysninger om de samlede beløb pr. type af betaling som nævnt i stk. 2, nr. 2, der er foretaget til hvert enkelt projekt. Endvidere skal de samlede betalinger til hvert enkelt projekt oplyses.
  4. Stk. 4.
    Virksomheden kan undlade at medtage en betaling på under 750.000 kr. i beretningen. Det gælder, uanset om betalingen er foretaget som en enkeltstående betaling eller som en række med hinanden forbundne betalinger, når den samlede række af betalinger ikke udgør over 750.000 kr. i regnskabsåret.
  5. Stk. 5.
    Beretningen om betalinger til myndigheder skal gives i tilknytning til ledelsesberetningen. Virksomheden kan dog i stedet vælge at give beretningen om betalinger til myndigheder
    1. 1) i en supplerende beretning til årsrapporten, jf. § 14, hvortil der henvises i ledelsesberetningen, i henhold til regler udstedt i medfør af stk. 9 eller
    2. 2) på virksomhedens hjemmeside, hvortil der henvises i ledelsesberetningen, i henhold til regler udstedt i medfør af stk. 9.
  6. Stk. 6.
    For virksomheder, som udarbejder koncernregnskab, er det tilstrækkeligt, at oplysningerne efter stk. 1-3 gives for koncernen som helhed.
  7. Stk. 7.
    En virksomhed, som er omfattet af stk. 1, og som er en dattervirksomhed af en modervirksomhed, der henhører under lovgivningen i et EU-/EØS-land, kan undlade selv at udarbejde en beretning om betalinger til myndigheder, i det omfang de efter stk. 1-3 krævede oplysninger indgår i modervirksomhedens beretning om betalinger til myndigheder.
  8. Stk. 8.
    Erhvervsstyrelsen fastsætter regler om, at virksomheder, der er omfattet af stk. 1 eller § 128 a, stk. 1, og som udarbejder og offentliggør en beretning om betalinger til myndigheder, som vurderes at svare til kravene i denne lov, fritages for kravene i stk. 1-7. Fritagelsen omfatter dog ikke forpligtelsen til at offentliggøre den pågældende beretning.
  9. Stk. 9.
    Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere regler om offentliggørelse af beretningen om betalinger til myndigheder i en supplerende beretning til årsrapporten og nærmere regler om revisors pligter i forhold til de oplysninger, som offentliggøres heri, jf. stk. 5, nr. 1. Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere regler om offentliggørelse af beretningen om betalinger til myndigheder på virksomhedens hjemmeside, herunder regler om virksomhedens opdatering af oplysningerne på hjemmesiden og om revisors pligter i forbindelse hermed, jf. stk. 5, nr. 2.
  1. § 99 d
    Store virksomheder, som har en politik for dataetik, skal supplere ledelsesberetningen med en redegørelse for virksomhedens politik for dataetik. Redegørelsen skal indeholde oplysninger om virksomhedens arbejde med og politik for dataetiske spørgsmål. Har virksomheden ikke en politik for dataetik, skal ledelsesberetningen indeholde en redegørelse med forklaring af baggrunden herfor.
  2. Stk. 2.
    For virksomheder, som udarbejder koncernregnskab, er det tilstrækkeligt, at oplysningerne efter stk. 1 gives for koncernen som helhed.
  3. Stk. 3.
    En dattervirksomhed, som indgår i en koncern, kan undlade at medtage oplysningerne i sin ledelsesberetning, hvis en modervirksomhed opfylder oplysningskravene efter stk. 1. Anvendes undtagelsen i 1. pkt., skal dattervirksomheden oplyse dette, herunder hvilken modervirksomhed der har medtaget redegørelsen, og hvor denne er offentliggjort.
  4. Stk. 4.
    Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere regler om, at redegørelsen ikke skal medtages i ledelsesberetningen, hvis ledelsesberetningen indeholder en henvisning til virksomhedens hjemmeside, hvor redegørelsen er offentliggjort, og om revisors pligter i forbindelse med de oplysninger, som offentliggøres på hjemmesiden.
  1. § 100
    Ledelsesberetningen skal beskrive årets resultat sammenholdt med den forventede udvikling ifølge den senest offentliggjorte årsrapport og begrunde afvigelser i resultatet i forhold hertil.
  1. § 101
    Ledelsesberetningen skal indeholde en oversigt over
    1. 1) årets nettoomsætning, resultat af primær drift, resultat af finansielle poster, årets resultat, balancesum, investeringer i materielle anlægsaktiver, egenkapital og de nøgletal, som efter virksomhedens forhold er nødvendige, og
    2. 2) de i nr. 1 nævnte tal for de fire foregående regnskabsår.
  2. Stk. 2.
    På oversigten efter stk. 1 finder bestemmelserne i § 24, stk. 1, 2. og 3. pkt., og § 55, stk. 1 og 2, tilsvarende anvendelse, jf. dog stk. 3. For mellemstore virksomheder finder § 32 anvendelse på nettoomsætningen i stk. 1, nr. 1.
  3. Stk. 3.
    Uanset stk. 2 kan virksomheden dog undlade at tilpasse sammenligningstal for 2.-4. foregående regnskabsår i oversigten efter stk. 1, hvis virksomheden har ændret regnskabspraksis. Der skal i så fald gives oplysning herom i tilknytning til oversigten med en overordnet omtale af, hvilken indvirkning den ændrede regnskabspraksis har på sammenligningstallene.
  4. Stk. 4.
    En virksomhed, der er modervirksomhed i en koncern, kan undlade at vise den i stk. 1 nævnte oversigt i årsregnskabet, hvis virksomheden aflægger koncernregnskab, hvori der gives en oversigt efter stk. 1 for koncernen.