Konkursloven § 13 a
§ 13 a
Skifteretten kan forlænge fristen i § 13, stk. 1, jf. dog § 15, stk. 1, nr. 5, med indtil to måneder ad gangen, dog ikke ud over fire måneder, hvis
- 1) skyldneren med rekonstruktørens samtykke anmoder herom og
- 2) fordringshaverne vedtager dette efter § 13 d, stk. 1-4.
Stk. 2.
Anmodningen om forlængelse skal være skriftlig og indeholde en redegørelse for baggrunden for og formålet med forlængelsen.
Stk. 3.
Anmodningen om forlængelse behandles på et møde i skifteretten, der så vidt muligt holdes senest en uge efter anmodningens modtagelse. Rekonstruktøren skal straks sende meddelelse til samtlige kendte fordringshavere og andre, bortset fra skyldnerens ansatte, der berøres af forslaget, med oplysning om tidspunktet for mødet. Meddelelsen skal vedlægges kopi af anmodningen med eventuelle bilag.