Kommunestyrelsesloven § 63 b

  1. § 63 b
    Social- og boligministeren udpeger med virkning for kommunalbestyrelsernes funktionsperiode tre særlige, uafhængige ghettorepræsentanter. Hvis en ghettorepræsentant fratræder, dør eller har længerevarende forfald, udpeger social- og boligministeren en ny ghettorepræsentant med virkning for resten af funktionsperioden.
  2. Stk. 2.
    Ghettorepræsentanterne følger almene boligorganisationers, kommuners og statslige myndigheders indsatser rettet imod parallelsamfund og udsatte boligområder, herunder indsatserne for at nedbringe antallet af parallelsamfund og udsatte boligområder og kommunernes indsatser vedrørende repatriering fra sådanne områder. Ghettorepræsentanterne følger udviklingen i forhold til milepæle i helhedsplaner og udviklingsplaner for de i 1. pkt. nævnte boligområder. Ghettorepræsentanternes vurderinger af de nævnte indsatser og deres anbefalinger om ændringer heraf kan ikke vedrøre statslige myndigheders ressourcemæssige prioriteringer.
  3. Stk. 3.
    Ghettorepræsentanterne offentliggør deres skriftlige vurderinger og anbefalinger.
  4. Stk. 4.
    I særlige tilfælde, hvor ghettorepræsentanterne vurderer, at indsatserne rettet imod parallelsamfund og udsatte boligområder, herunder indsatserne for at nedbringe antallet af parallelsamfund og udsatte boligområder, ikke har tilstrækkelig effekt, og at en bestemt kommunal beslutning er nødvendig for at sikre en tilfredsstillende udvikling, kan ghettorepræsentanterne i enighed anmode kommunalbestyrelsen om at behandle ghettorepræsentanternes begrundede forslag til denne beslutning. Ghettorepræsentanterne offentliggør forslaget og begrundelsen for forslaget. Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til forslaget, inden 3 måneder efter at ghettorepræsentanterne skriftligt har fremsat det begrundede forslag over for kommunalbestyrelsen. Vedtager kommunalbestyrelsen ikke forslaget, skal kommunalbestyrelsen offentliggøre begrundelsen eller begrundelserne herfor sammen med udskriften af beslutningsprotokollen.
  5. Stk. 5.
    Almene boligorganisationer, kommunalbestyrelser og statslige myndigheder skal tilvejebringe og meddele ghettorepræsentanterne de oplysninger, ghettorepræsentanterne forlanger til brug for deres virksomhed. Ghettorepræsentanterne kan fastsætte en frist for tilvejebringelse og meddelelse af oplysninger.
  6. Stk. 6.
    Ghettorepræsentanterne afrapporterer hvert kvartal til social- og boligministeren.
  7. Stk. 7.
    Social-, Bolig- og Ældreministeriet sekretariatsbetjener ghettorepræsentanterne.