Aktivloven §§ 37-40
§ 37
Hvis en person uden rimelig grund udebliver fra en jobsamtale, herunder en jobsamtale som led i sygeopfølgning, et møde i rehabiliteringsteamet eller en rådighedsvurdering i jobcenteret, foretager kommunen fradrag i hjælpen for de dage, der går, fra personen skulle være mødt til jobsamtalen, rådighedsvurderingen m.v., og indtil kontakten til jobcenteret er genoprettet. Der foretages fradrag i hjælpen for den dag, hvor samtalen, rådighedsvurderingen m.v. skulle have fundet sted, uanset om personen kontakter jobcenteret samme dag.
Stk. 2.
Reglerne i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse ved jobsamtaler, der finder sted hos anden aktør. Det er kommunen, der træffer afgørelse om fradrag i hjælpen.
Stk. 3.
Når en person, som ikke er omfattet af integrationsloven, booker en jobsamtale digitalt, jf. kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, sidestilles personens booking af en jobsamtale med en indkaldelse til en jobsamtale fra jobcenteret, og reglerne i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse ved udeblivelse fra disse samtaler. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse ved jobsamtaler efter integrationsloven for jobparate selvforsørgelses- og hjemrejseydelsesmodtagere og jobparate overgangsydelsesmodtagere, som er omfattet af et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller introduktionsprogram efter integrationsloven.
§ 37 a
For en person, der er omfattet af § 13, stk. 2, nr. 4, eller stk. 3, nr. 2, og som uden rimelig grund har undladt selv at booke en jobsamtale digitalt inden for den frist, som jobcenteret har fastsat, jf. kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, foretager kommunen fradrag i hjælpen for de dage, der går, fra personen skulle have booket jobsamtalen digitalt, og indtil personen har booket en jobsamtale digitalt, eller til personen har genoprettet kontakten med jobcenteret. Der foretages fradrag i hjælpen for den dag, hvor jobsamtalen skulle have været booket, uanset om personen booker jobsamtalen dagen efter fristens udløb.
Stk. 2.
For en person, som uden rimelig grund har undladt selv at booke en jobsamtale digitalt inden for den frist, som jobcenteret har fastsat, jf. kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, finder stk. 1 tilsvarende anvendelse, hvis personen er omfattet af
- 1) § 13, stk. 2, nr. 5, eller
- 2) § 13, stk. 3, nr. 3.
§ 38
Hvis en person, der ansøger om eller modtager hjælp, har undladt at tilmelde sig som jobsøgende i jobcenteret, jf. § 8 a, stk. 1 eller 2, eller har undladt at registrere cv-oplysninger på Jobnet, jf. § 13 a, stk. 2, foretager kommunen fradrag i hjælpen til den pågældende for de dage, hvor den pågældende ikke har været tilmeldt, eller hvor cv-oplysningerne ikke har været registreret, medmindre den manglende tilmelding og registrering af cv-oplysninger ikke skyldes personens forhold.
§ 39
Hjælpen nedsættes efter § 40, hvis en person
- 1) uden rimelig grund ophører med sit arbejde eller sin ansættelse med løntilskud efter kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller integrationslovens § 23 c,
- 2) uden rimelig grund afviser tilbud om arbejde,
- 3) uden rimelig grund afviser tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, tilbud efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., en eller flere dele af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning, herunder foranstaltninger som led i sygeopfølgning, eller har gentagne udeblivelser herfra og udeblivelserne har et så betydeligt omfang, at det kan sidestilles med en afvisning af tilbuddet, en eller flere dele af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet m.v.,
- 4) undlader at give meddelelse om sygdom til jobcenteret eller arbejdsgiveren, jf. § 13, stk. 2, nr. 6, eller stk. 3, nr. 6,
- 5) uden rimelig grund undlader efter krav fra jobcenteret at søge konkrete job, jf. § 13 a, stk. 1, 2. pkt.,
- 6) uden rimelig grund undlader at give meddelelse om sygdom til kommunen i tilfælde, hvor den ledige er indkaldt til en jobsamtale som led i sygeopfølgning eller foranstaltninger som led i sygeopfølgning, jf. § 13, stk. 2, nr. 7, eller stk. 3, nr. 7,
- 7) uden rimelig grund ophører med en uddannelse, der er påbegyndt på baggrund af et uddannelsespålæg, jf. § 30 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller integrationslovens § 16 a, eller en uddannelse, der er påbegyndt som led i et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller integrationslovens § 16 a, eller
- 8) uden rimelig grund har undladt at overholde aftaler om jobsøgningsaktiviteter, jf. § 13 a, stk. 3, 4. pkt., eller uden rimelig grund har undladt at registrere sine jobsøgningsaktiviteter i en joblog inden for den af kommunen fastsatte frist, jf. § 13 a, stk. 3, 5. pkt.
Stk. 2.
Uanset at en person i perioden fra og med den 1. april 2022 til og med den 31. december 2023 ikke opfylder kravet i stk. 1, nr. 8, vedrørende registrering af jobsøgningsaktiviteter i en joblog inden for den af kommunen fastsatte frist, jf. § 13 a, stk. 3, 5. pkt., vil personen ikke skulle have hjælpen nedsat efter § 40. I stedet skal en person, der har undladt at være jobsøgende i en hel kalendermåned og senest på tidspunktet for jobsamtalen ikke har dokumenteret og registreret jobsøgning i en hel kalendermåned, jf. § 13 a, stk. 4, have hjælpen nedsat efter § 40.
§ 40
Hjælpen efter §§ 22-25 til personer, der er omfattet af § 39, nedsættes med tre gange sanktionssatsen efter § 35, stk. 4, jf. § 35, stk. 5.
Stk. 2.
Der kan i en kalendermåned kun ske en enkelt nedsættelse efter stk. 1.