Vekselloven §§ 59-63

  1. § 59
    Interventionsbetaling kan finde sted i alle tilfælde, i hvilke regres enten ved eller før forfaldstid kan iværksættes af vekselindehaveren.
  2. Stk. 2.
    Betalingen skal omfatte hele det beløb, som skal erlægges af den, for hvis regning betalingen sker.
  3. Stk. 3.
    Den skal finde sted senest dagen efter den sidste dag, på hvilken protest på grund af manglende betaling kan optages.
  1. § 60
    Er en veksel blevet accepteret af en intervenient, der har sin bopæl på betalingsstedet, eller er der opgivet en eller flere nødsadressater, der bor på betalingsstedet, skal vekselindehaveren forevise vekslen for enhver af disse personer og i påkommende tilfælde lade protest optage på grund af manglende betaling senest dagen efter den sidste til optagelse af protest bestemte dag.
  2. Stk. 2.
    Optages protest ikke inden denne frist, bliver den, der har opgivet nødsadressaten, eller for hvis regning vekslen er accepteret, såvel som de efterfølgende endossenter fri for deres forpligtelser.
  1. § 61
    En vekselindehaver, som vægrer sig ved at modtage interventionsbetaling, taber sin ret til regres mod dem, som ville være blevet frigjort ved betalingen.
  1. § 62
    Interventionsbetaling skal godtgøres ved en på vekslen meddelt kvittering med angivelse, for hvis regning betalingen er sket. I mangel af sådan angivelse anses betalingen at være sket for trassenten.
  2. Stk. 2.
    Vekslen tillige med protesten, hvis en sådan er blevet optaget, skal udleveres til intervenienten.
  1. § 63
    Den, der betaler som intervenient, erhverver de af vekslen flydende rettigheder mod den, for hvem han har betalt, og mod dem, som er ansvarlige over for ham efter vekslen. Dog kan han ikke endossere vekslen på ny.
  2. Stk. 2.
    De endossenter, der følger efter den vekselskyldner, for hvis regning betalingen har fundet sted, frigøres ved denne.
  3. Stk. 3.
    Tilbyder flere interventionsbetaling, har den, ved hvem de fleste vekselskyldnere frigøres, fortrinsret. Den, der intervenerer i strid med denne forskrift, taber, for så vidt han er kendt med forholdet, sin ret til regres mod dem, der ellers ville være blevet frigjort.