Kommissionsloven §§ 15-17

  1. § 15
    Har en kommissionær afsluttet en aftale for kommittentens regning, og har han ved afslutningen eller senere forsømt sine pligter, kan kommittenten afvise aftalen, såfremt hans interesser er væsentligt tilsidesatte, eller kommissionæren har handlet svigagtigt.
  2. Stk. 2.
    Kan kommittenten, når han således afviser aftalen, på grund af bestemmelsen i § 54 ikke få gods tilbage, som kommissionæren har solgt, skal denne betale dets værdi.
  1. § 16
    Har kommissionæren købt over eller solgt under limitum eller i øvrigt til en ufordelagtigere pris end den, der burde være opnået, kan kommittenten ikke af den grund afvise aftalen, når kommissionæren uden ugrundet ophold betaler ham prisforskellen eller stiller ham betryggende sikkerhed derfor. Dette gælder dog ikke, når kommittenten ved kommissionærens adfærd har lidt skade eller ulempe, som ikke dækkes af prisforskellen, og som berettiger til afvisning efter § 15, eller når kommissionæren har handlet svigagtigt.
  1. § 17
    Forsømmer kommissionæren sine pligter overfor kommittenten, skal han erstatte den skade, som derved forvoldes denne.